»Mediernes behandling af Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt i den seneste tid minder om tidligere tiders heksejagter. Der opbygges et kollektivt hysteri med vrangforestillinger om de her kvinder. De bliver gjort til eksponenter for alt, hvad der er dårligt og negativt, og derfor skal de på bålet, hvor de helst skal brændes op«. Så kontant lyder det fra forfatteren Hanne-Vibeke Holst.
Hun er ikke spor overrasket over pressens adfærd, som ifølge Hanne-Vibeke Holst ganske svarer til den diskriminerende behandling af kvinder i toppolitik, hun har beskrevet i sin romantrilogi om en socialdemokratisk kronprinsesses vej til toppen. Glemmer du ikke, at over halvdelen af partilederne er kvinder, og at vi er nået langt i ligestilling i dansk politik? »Der er sket meget de sidste 50 år. Men vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi tror, at vi er sluppet af med denne kønsproblematik. Sagerne med Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen er netop et udtryk for en urgammel, patriarkalske opfattelse af kvinden som en, der bør holde sig uden for magtens arena. Det ligger i vores kulturelle rygrad, at politik er mandens domæne. Derfor har vi stadig svært ved at acceptere, at kvinderne gør krav på den politiske magt. Mænd får kastrationsangst af stærke kvinder, der udfordrer dem i magtens arena. Og derfor bliver succesfulde kvinder som Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen gjort til vor tids hekse«. Er det ikke ynkeligt at trække kvindekortet her, når medierne går kritisk til dem? »Det er ikke ynk, men et spørgsmål om retfærdighed. Problemet er bare, at det er enormt svært at dokumentere, at denne kønsdiskrimination finder sted, fordi mekanismer er så subtile. Hvordan beviser man, at Helle Thorning-Schmidt straffes, fordi man er misundelig på hendes ’Sex and the City’-look og den Gucci-glamour, som har været brugt mod hende fra starten? Lene Espersen havde jo også sine ’shit-files’ fra fortiden, som det var lykkedes hende at komme fri af. Men nu kommer det hele tilbage igen og trækker kontoen i minus. Nu lyder det: Hvordan kan den talende kavalergang da også blive udenrigsminister? Hvad havde hun tænkt sig?«.
