Palæstinensernes bringer 20. september spørgsmålet om oprettelsen af en palæstinensisk stat op for FN’s Generalforsamling.
Selv om det internationale samfund med FN’s hidtidige resolutioner og ’Køreplanen for Fred’ allerede har accepteret det politiske grundlag for afstemningen, er spørgsmålet kompliceret – i relation til FN’s procedurer og den politiske kontekst, som initiativet er omkranset af. Premierminister Fayyad har de sidste år arbejdet hårdt for at opbygge en offentlig administration, som ifølge både Verdensbanken og EU har gjort palæstinenserne klar til en stat. Strategien er først og fremmest vokset ud af erkendelsen af, at de amerikansk-sponsorerede forhandlinger de sidste årtier ikke har ført nogen resultater med sig – og langtfra en stat. FN-strategien vil give mulighed for en ny, mere multilateral tilgang til konflikten og for at udnytte det juridiske og principielle grundlag, der allerede ligger i FN’s resolutioner.

