Et nyt hold af kommissærer vil snart indtage kontorerne i Bruxelles. De vil møde et embedssystem, der for en dansker forekommer tungt. Der er mange regler i Europakommissionen.
Kommissionen ved det, kommissionens samarbejdspartnere ved det, og i befolkningerne vækker billeder af kommissionens hovedkontor, Berlaymontbygningen i Bruxelles, associationer til bureaukrater, der flytter rundt på store stakke af papir. Men når alle nu er bekendte med problemet, hvorfor er det så tilsyneladende så svært at lave om på? I 2006 satte kommissionen et initiativ i søen, der skulle forsimple procedurer for ansatte. Under overskriften ’Let’s Simplify’ bad kommissionen sine ansatte om at komme med forslag til procedurer og regler, der burde fjernes.

