Sig Nordkorea, og der kommer grumme billeder på nethinden. Ikke mange har set det selv, men meldingerne derfra, øjenvidneskildringer, beretninger fra de turister, som trods alt vover sig ind, samt de mere farverige beretninger fra journalister, som besøger landet med skjulte dagsordener, alle maler de et mørkt og trist billede. En ledelse, der prioriterer sig selv og sin politiske overlevelse, uanset omkostningerne, og herunder altså har udviklet sin egen atombevæbning og missiler til at fremføre den dødbringende last. Det ku’ dårlig være værre. Hvad kan man stille op? I disse dage og uger er der en smule opbrudsstemning blandt politiske aktører og iagttagere, der følger udviklingen i Nordøstasien. De resultatløse forhandlinger, som år efter år er gennemført i Beijing med deltagelse fra Nordkorea og alle dets naboer samt USA, de såkaldte sekspartsforhandlinger om landets atomprogram, kommer igen til at danne ramme om nye forhandlinger. Der er en aktiv rejseaktivitet mellem parternes hovedstæder på relativt højt diplomatisk niveau, og ikke mindst USA og Nordkorea mødes ’off the record’ for at bane vej for et nyt forhandlingsforsøg. Men hvad skal denne snak til for?
Er der overhovedet noget at stille op, er Nordkoreas ledelse ikke uden for pædagogisk rækkevidde? Det er jo de samme folk, de er ikke skiftet ud siden sidst og bliver det heller ikke lige med det første, I Nordkorea er alt ved det gamle, men omverdenen er ændret. Det vigtigste nye, der er sket, er selvfølgelig, at USA har en præsident fra det demokratiske parti, som bl.a. gik til valg på at ville tale med sine fjender, for vennerne er det jo ingen kunst at mødes med, som han udtrykte det.
