De tropiske regnskove vil være det nye sort på FN’s internationale klimatopmøde i Durban.
Der er bred enighed om, at bevarelsen af de tropiske regnskove spiller en helt centralt rolle for fremtidens drivhusgasreduktion. Problemet er, at det er utrolig komplekst rent praktisk – og ikke mindst politisk – at skabe de nødvendige økonomiske incitamenter, der skal bevare regnskovene. Ifølge flere omfattende undersøgelser, bl.a. de indflydelsesrige IPCC-rapporter, står drivhusgasudledning i forbindelse med afskovning (af hovedsagelig tropisk regnskov) for omkring 15-20 procent af den globale drivhusgasudledning. Det er på niveau med udledningen fra hele transportsektoren – altså udledningen fra alle biler, lastbiler, fly, skibe og tog tilsammen.

