Det skulle være så genialt. Og det er genialt!
Bare ikke for de 400.000 ældre danskere, som aldrig har betjent en computer, aldrig surfet på nettet, og som er ganske tilfredse med tingene, som de er. Mange af de 400.000 vil helt sikkert prøve at lære det, gå på et Ældre Sagen-kursus, investere i en computer og plage børn og børnebørn med tekniske spørgsmål uden nogensinde at blive klog på bredbånd, trådløse routere, bluetooth, USB, multistik, hastigheder, gigabyte, eksterne harddiske, widgets, cookies og virusattacker. Vedligeholdelsen af det offentliges nye system samt design af portalindgangen borger.dk må være en kæmpe udfordring.



