Det danske samfund bevæger sig i stigende grad hen mod et samfund, hvor der er større og større forskel på top og bund. Det afspejler sig både direkte i forskellen i indkomsterne mellem top og bund og i stigende geografiske forskelle. Den stigende forskel i indkomsterne mellem toppen og bunden kan f.eks. illustreres ved, at mens de 10 procent rigeste i 2001 havde en indkomst efter skat, der var under 4,5 gange så stor som indkomsten for de 10 procent fattigste, ja så var dette forhold vokset til 5,7 bare syv år efter. Forskellen mellem rig og fattig er altså vokset markant i perioden. En anden måde at illustrere forskellene på er at kigge på indkomstfordelingen på tværs af landet. Her er der to tendenser, der gør sig gældende: For det første er der en stigende ghettoisering inden for de store byer i Danmark, hvor enkelte udsatte boligområder – som f.eks. Gellerup i Århus, Vollsmose i Odense og Tingbjerg i København – oplever en stigende koncentration af antallet af fattige. De mere velstående boligområder i de store byer bliver dog omvendt ikke påvirket af den generelt stigende fattigdom i Danmark, men oplever derimod en stagnation i antallet af fattige. Der sker altså en stigende polarisering inden for byerne, hvor forskellene mellem boligområderne vokser. For det andet er der en stigende forskel på yderkantsområderne og vækstcentrene i Danmark. Dette kan tydeliggøres ved at sammenligne de mest velstående kommuner med de mindst velstående kommuner.
Toppen domineres her af kommuner omkring hovedstaden, og specielt tre kommuner skiller sig ud med meget høje gennemsnitlige indkomster i forhold til landets øvrige kommuner. Borgerne i Rudersdal, Gentofte og Hørsholm Kommuner har således gennemsnitlige indkomster på omkring 360.000 kroner efter skat.
