I Danmark er depression en folkesygdom, der rammer op mod hver femte person på et tidspunkt i deres liv. Depression kan forekomme i forskellige grader og påvirker en persons psykologiske velvære og sociale evner.
Depression er sjældent en kronisk sygdom, men det er i langt de fleste tilfælde en tilbagevendende sygdom, da der er omkring 60 pct. risiko for at udvikle en ny depression, når man først har haft én. Har man haft to depressioner, stiger risikoen for en ny depressiv episode til omkring 80 pct. Og da depression rammer op mod hver femte, udgør depression både en stor økonomisk belastning for samfundet og en svær social belastning for de ramte individer og deres pårørende. International forskning viser, at en samlever er en meget vigtig prognostisk faktor i forhold til depression, og at samlevere kan påvirke længden på depressionen og antallet af tilbagefald i en positiv retning, fordi de pårørendes støtte eller beskyttelse af deres samlevere eller familiemedlemmer kan betyde, at den syge kan komme sig hurtigere, eller hindre nogle af sygdommens katastrofale konsekvenser. Omvendt er det også beskrevet i flere internationale studier, at samspillet mellem pårørende og deprimerede er afgørende for vedligeholdelsen af og tilbagefald i depression, fordi der kan opstå konflikter og gensidige negative holdninger mellem deprimerede og pårørende.
