Afrika har gennem snart et halvt århundrede modtaget udviklingshjælp. Mere end 1 billion amerikanske dollar (dvs. 1 million millioner) er der nogen, der har regnet ud, at det løber op i. Tallet er muligvis overdrevent, men gigantiske summer er det blevet til, det er sikkert og vist. Samtidig med at disse kæmpebeløb er udbetalt til Afrika, er kontinentet taget under ét sakket økonomisk bagud i forhold til resten af verden. Halvdelen af Afrikas 700 millioner mennesker lever angiveligt for under 1 dollar om dagen. Mens den del af verdens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, er faldet siden 1980, er antallet af ekstremt fattige i samme tidsrum fordoblet i Afrika syd for Sahara. Det er ikke kun målt i penge, det er gået galt. Middellevetiden er stagneret eller faldet – nogle steder i Afrika helt ekstremt på grund af hiv-aids oven i alt det andet, der er gået galt. I Swaziland f.eks. anslås middellevetiden til omkring 30 år. Antallet af analfabeter er steget, og det samme er uligheden i indkomster. Værst af det hele er, at alle problemerne ser ud til at blive værre, selv med en økonomisk vækst, der anslås at ligge på omkring 7 procent. Hvorfor er det mon gået så galt?
Økonomer som Dambisa Moyo har foreslået, at en af årsagerne kan tænkes at være den kæmpemæssige udviklingsbistand, der er givet. De store, ofte velmente pengeoverførsler fra de rige lande til Afrika har fremkaldt ’hollandsk syge’.
