Et unikt og traditionsrigt miljø for Polar- og Grønlandsforskning er truet med lukningen af Dansk Polarcenter, opsplitning af Polarbiblioteket med en af verdens største arktiske bogsamlinger, flytning af Københavns Universitets Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier samt Arktisk Institut. Grønlandsforskningen i Danmark har her indtil for nylig haft et enkelt samlingssted for danske og udenlandske forskere inden for humaniora og samfundsforskning.
Rammen var et gammelt pakhus fra Grønlandske Handel, som husede Dansk Polarcenter, Arktisk Institut, Københavns Universitets Afd. for Eskimologi samt Polarbiblioteket. I 2003 forstærkedes det arktiske forskningsmiljø med etablering af Den Nordatlantiske Brygge, som huser en række arktiske institutioner, herunder de nordatlantiske repræsentationer for Grønland, Færøerne og Island, udstillingsarealer og rekreative områder med direkte forbindelse med havnen og kanalen. Undertegnede, som gennem alle årene har benyttet Polarbiblioteket og kontakten til stedets institutioner samt draget nytte af den viden og tradition, som stedet rummede, ser med stor bekymring og beklagelse på, at disse institutioner er under gradvis afvikling.

