Ingen ved nøjagtig, hvor mange professionelle lobbyister der findes i Danmark, for i modsætning til i USA skal man ikke lade sig registrere. Sikkert er det dog, at antallet af lobbyister langt overstiger antallet af politikere. Hvordan de påvirker lovenes udformning, kan være vanskeligt at få indblik i, men en undersøgelse lavet af Altinget.dk viser et meget stort antal møder mellem lobbyister og politikere på Christiansborg.
ANALYSEPolitikere er vilde med lobbyister Vi mener, det udgør et demokratisk problem, at offentligheden og pressen ikke kan få indsigt i, hvordan lobbyisterne arbejder. Lad os dog straks slå fast, at den ærlige lobbyist, der klart fremlægger sine synspunkter uden at lægge skjul på de interesser, han eller hun repræsenterer, på ingen måde er et problem. Tværtimod kan det være en fordel, at interesseorganisationer nøje prioriterer deres ønsker i forbindelse med lovgivningsprocesser og skærer deres høringssvar til, så de bliver så præcise som muligt. Det er den manglende åbenhed, der er problemet. For når en lobbyist besøger et af vores kontorer, får en kop kaffe og udveksler synspunkter om aktuelle emner, så er der ingen, der kan se os over skulderen.



