Den danske folkeskole har i mange år stået for skud fra forskellige politiske retninger, og i dag har vi desværre en bovlam og efternikkende folkeskole helt uden provokerende spræl og nytænkning. Alt er styret oppefra. Fælles mål, nationale tests, kvalitetskrav. Sat på spidsen mangler vi nærmest kun at ensrette undervisningen fuldstændigt, så alle 6.-klasser er på side 125 i matematikbogen på samme dato. Folketinget og Undervisningsministeriet har i deres styringsiver alene haft fokus på den ene tredjedel af formålsparagraffen om kundskaber og færdigheder. Selvfølgelig har det danske folk brug for en folkeskole, som leverer varen i form af dygtige elever, men på den anden side har det danske folk også brug for en folkeskole, som bobler af initiativ med elevernes alsidige udvikling for øje, og en folkeskole, som sikrer elevernes trivsel, tryghed og arbejdsglæde, hvilket opridses i de andre to tredjedele af folkeskolens formålsparagraf. Tre væsentlige faktorer Jeg har i mit job at gøre med pædagoger og lærere i det daglige og ved, at de i hverdagen giver alt, hvad de har i sig. De kæmper vedholdende og heroisk for at få ’hele børn’ ud af den flok, de har fået ansvaret for.
Men tidens mange faglige krav og de sparsomme ressourcer, som pasnings- og skoledelen tildeles, forhindrer de ansatte i at bruge sig selv i fuldt omfang. Konsekvensen er, at børnene langtfra altid oplever den nødvendige dybde i de menneskelige relationer mellem dem og de voksne. Man bør derfor ikke være overrasket over de tegn, vi ser i dag, på mobning, rodløshed og afstumpethed. Det er vores egen skyld, for systemet giver ikke de voksne mulighed for at komme dybt nok ind i relationerne til børn og unge. Vi er støt ved at glide over i et system med upersonligt ’overfladenærvær’. Men de dybe menneskelige relationer er faktisk helt nødvendige: Det er videnskabeligt dokumenteret, at personlige relationer er en af de tre væsentligste faktorer i forhold til elevers udbytte af skolegangen.
