Siden de første transmissioner i 1928 er tv blevet kritiseret for at være underlødigt. Og hvis der er noget, som både politisk korrekte og konservative kulturkrigere er enige om, så er det, at tv fører til uvidenhed, moralsk forfald og dårligere sundhedstilstand. Har de en pointe? Nej. Det er mere rigtigt at sige, at tv er i gang med at skabe en verden med mere ligestilling, bedre sundhed og en stærkere global bevidsthed. Ja, selv de tv-programmer, som så mange betragter som underlødige – fra sang- og danseshow til serier som ’Desperate Housewives’ – er med til at skabe markante positive samfundsforandringer: Forbedring af kvinders vilkår, mindre overbefolkning, færre misbrugsproblemer, bedre hygiejne og mere global solidaritet. Nøglen til at forstå tv-mediets samfundsforandrende kraft er udbredelsen. Det er nemlig ikke sociale medier som Facebook og Twitter, der revolutioner verden i disse år. Det er tv, som breder sig til de fattige dele af kloden. For se bare:
• I 2007 havde 1,1 milliard husstande tv. I 2013 vil yderligere 150 millioner husstande kunne se levende billeder hjemme i dagligstuen. • Kun syv år efter, at indonesiske landsbyer fik elektricitet, har 60 procent af husstandene fået tv. Altså i områder, hvor mennesker i gennemsnit tjener ti kroner om dagen. • Tv er så populært, at folk i store dele af verden, hvor der endnu ikke er elektricitet, slutter deres tv-apparater til batterier. I visse fattige lande, for eksempel Peru, er der faktisk flere husstande, der har tv end elektricitet. Og nu har cirka halvdelen af alle indiske husstande fået tv, og flere kommer hele tiden til.
