Nydanske forældre er selv skyld i deres sønners deroute

Ubalancen i opdragelsen af piger og drenge i nydanske hjem er efterhånden umulig at overse.

Til trods for at nydanske piger og drenge vokser op under samme tag, er der stor forskel på, hvordan forældrene opdrager dem.

Vores forældre frygter, at pigerne ikke vælger at leve efter deres traditionelle levenorm, som indebærer et liv uden alkohol, fester og kærester. Derfor forsøger de at indskrænke pigens frihed, mens de derimod slet ikke blander sig i, hvad drengen laver.

I mit voksne liv har jeg langsomt oplevet utilfredsheden med den ’skæve opdragelse’ af piger og drenge vokse, og der er efterhånden bred enighed om, at denne dobbeltmoralske opdragelse må stoppe.

LÆS DEBAT

Måske er det blevet tid til, at forældrene ændrer deres opdragelse og løsner grebet om pigerne?

Jeg ønsker personligt at opdrage mine egne børn på anderledes vis og skabe samme vilkår for mine piger som for mine drenge.

Til forskel for mine egne forældre, som kom til Danmark som ufaglærte flygtninge, kender jeg det samfund, jeg er en del af, og jeg ved, hvad lejrture, klassefester og studierejser indebærer.

At deltage i en studierejse er ikke ensbetydende med, at man kommer fuld hjem med en ny kæreste under armen. Selv om det lyder absurd, er det i bund og grund det, som nydanske forældre frygter.

Det er unfair over for pigerne, at de får deres frihed indskrænket på grund af deres forældres skrækscenarier. Derfor er det kun rigtigt, at vi nydanskere revurderer nogle af de opdragelsesnormer, som vores forældre har haft med i bagagen fra Palæstina, Pakistan, Tyrkiet eller de andre lande, de kom fra.

Jeg hører konstant, at »nydanske piger er i farezonen«. Det gælder både i mit eget og i andre nydanske hjem.

Forældrene ønsker at kontrollere og beskytte pigerne, fordi de fungerer som familiens ansigt udadtil. Hvis pigens ære går tabt, går det ud over alle med samme familienavn. Lyder det diskriminerende? Det er det!

Pigen straffes socialt ved, at kvarterets beboere mister respekten for hendes familie og begynder at sladre højlydt om hende, fordi hun træder ved siden af. Det kan derfor få store sociale konsekvenser for en familie, hvis en datter pludselig stemples som ’løs på tråden’. Pigens ære er altså nøje forbundet med familiens status, hvor underligt og bizart det end lyder.

Den forskelsbehandling betyder i praksis, at drengene får lov til at gøre, hvad der passer dem, og pigerne i høj grad er begrænset til at færdes mellem uddannelsesinstitutionerne og hjemmene.

I mange nydanske hjem er der altså særskilte regler for pigerne og drengene. Drengene kan sagtens gå i byen og komme sent hjem. Det gør jo ikke noget. De er bare drenge. Men jo, det gør faktisk noget!

Der er en grund til, at nydanske drenge falder fra i folkeskolen, fylder i arbejdsløshedskøen i kommunen og desværre er overrepræsenteret i fængslerne, mens vi piger brager frem på uddannelserne. Og der har I, kære forældre, spillet en afgørende rolle.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at I har bidraget aktivt til, at drengene klarer sig så dårligt.

Selv gennem en islamisk argumentation er jeres forskelsbehandling galt afmarcheret; når vi står foran skaberen på dommedag, skelnes der ikke mellem køn, men derimod mellem gode og ikke-gode handlinger. Hvis Skaberen ikke engang gør forskel på kønnene, er det så ikke tragisk, at I gør?

Hvordan kan man som forældre opretholde to forskellige retningslinjer for børn i samme hjem, uden at det fremstår voldsomt hyklerisk?

Derfor siger mange af os nu fra over for det, som I har praktiseret i så mange år.

Hvorfor måtte jeg ikke tage med til gallafest på gymnasiet, mens min bror til gengæld gerne måtte? Det er, som om I antager, at vi på forhånd vil gøre noget forkert udelukkende på grund af vores køn. Hvorfor måtte min bror gå ned i fritidsklubben, mens jeg absolut skulle blive hjemme? Og hvorfor skulle klassefesterne være lukket land for mig, men ikke for ham?

LÆS DEBAT

Det er den forskelsbehandling i opdragelsen, som jeg kan se, at der bliver gjort op med nu. Det er på det punkt, jeg vil gøre det fundamentalt anderledes end generationen før mig.

Jeg er dødtræt af de mange ’visdomssætninger’, som cirkulerer i nydanske hjem, om, at det er døtrene, der er familiens ære og stolthed. Vi har ikke lyst til at være ’en reklamesøjle’ for familiens ære, især når det statistisk set altid er drengene, den er gal med.

I vil ikke komme til at se os eksperimentere med stoffer, sex og hippietøj, som I oplevede i de ’glade tressere’ – også i Mellemøsten. Bare rolig, de kampe er taget. Vi er en langt mere fornuftig og veluddannet generation, der først og fremmest har et ansvar for at gøre op med de lænker, der især har begrænset pigerne i at udfolde deres faglige potentiale.

Og ja, ansvaret er vores. Alle os, der er vokset op i hjem, hvor verden var åben for drengene, men lukket for pigerne, har et ansvar.

Traditioner er vigtige, når de gør vores hverdag lettere og mere meningsfuld, men når traditioner bremser vores udvikling, er det vores ansvar som generation at bryde med de traditioner, så de ikke får lov til at overleve til næste generation og ramme vores egne børn.

Forhåbentlig vil næste generation vokse op i hjem, hvor Ahmed må det samme som Aicha, og Aicha må det samme som Ahmed.