Rune Lykkeberg:Er afsløringerne af embedsfolk og offentlige myndigheder, og de mange administrative skandaler udtryk for et kritisk fremskridt? Er vi blevet bedre til som borgere at overvåge magthavere?
David Budtz Pedersen: »Det er uden tvivl rigtigt, at borgerne i det moderne netværks- og informationssamfund har fået nye kontrolmuligheder. Embedsmænd og politikere sætter ligesom borgerne selv elektroniske fodspor, der kan graves frem. Interesseorganisationer og lobbygrupper kan lægge pres på politikerne ved at mobilisere virale kampagner. Bloggere kan grave informationer frem, som det førhen tog journalister meget længere tid at finde. Utilfredshed med en bestemt politisk dagsorden kan accelereres gennem de sociale medier og blive til massebevægelser. Det kan være en demokratisk styrke«.
