Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fhv. gymnasielærer Genskab respekten for lærerrollen

Kammerateriet mellem lærer og elever skal ophøre, og læreren skal genindtræde i rollen som den voksne.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis man til et middagsselskab får en lærer – det kan være på en hvilken som helst uddannelse – til bords, vil man efter en god konversation forstå to ting: Vedkommende er som regel meget glad for at undervise børn og unge, men, men ...

Der er for mange elever, der ikke har forberedt sig til timerne, de har ikke bøgerne med, de er urolige og småsnakkende, de bruger deres laptop til at tjekke Facebook. De vil helst ikke involveres og tage ansvar for det, der sker i klassen. Og især, at det kan være svært at sætte sig igennem som lærer og gennemføre undervisningen.

For at kunne tage hånd om de problemer skal politikere, skoleledere og lærere gøre en indsats for at styrke alle læreres faglige kvalifikationer, udvikle pædagogik, der tager hånd om de umotiverede elever, arbejde meget mere målrettet med undervisningsdifferentiering og to-lærerpædagogik; men først og fremmest skal alle parter arbejde på at genrejse lærerrollens aura – eller med et andet udtryk respekten for lærerrollen.

Der skal en mentalitetsændring til i skolesystemet. For at sige det meget firkantet: Kammerateriet mellem lærer og elever skal ophøre, og læreren skal genindtræde i rollen som den voksne, der tager ansvar for og udøver sit ansvar for at gennemføre sin undervisning i hver eneste time, hver eneste dag.

Læreren må, i langt højere grad end det sker i dag, insistere på, at forholdet lærer-elev er asymmetrisk, dels i relationen barn-voksen, dels i relationen viden-ikkeviden.

Der er med udgangspunkt i lighedsidealer i det danske uddannelsessystem alt for meget ligemageri; men det er en illusion, som man bilder børnene og de unge ind, en leg. Og eleverne ved det.

De opdager hurtigt, at selv om de er på fornavn med læreren, kan de ikke smide ham eller hende uden for døren, det forholder sig faktisk omvendt.

I stedet for at lege den leg skal læreren insistere på asymmetrien: Fordi jeg, din lærer, er voksen og du er et barn, og fordi jeg har taget en uddannelse, mens du er under uddannelse, så ved jeg meget mere, end du gør, om menneskelig adfærd, om, hvordan god kommunikation finder sted, når mange er sammen, om biologi, om, hvordan man skriver danske stile osv.

Min viden og min uddannelse bruger jeg her i klasselokalet med jer, for at I kan lære noget og blive myndige mennesker.

Lærerrollen skal professionaliseres for at beskytte den enkelte lærer mod ligemageriet. I dag virker det, som om man kun er en rigtig lærer, hvis man er privat engageret i eleverne og ven med dem. Nogle elever har i den grad misforstået situationen, at de kan finde på at spørge læreren, om de skal være venner på Facebook.

Men en lærer skal ikke investere sig selv og sin privatperson i eleverne. Han eller hun skal professionelt tage vare på det, der foregår, der hvor han eller hun er sammen med eleverne.

Man kan engagere sig i den elev, der har det svært hjemme og på skolen, uden at involvere sit private følelsesliv, men netop gøre det professionelt ved at bruge sin viden om mobning, pubertet eller socialpsykologi, eller hvad der nu kræves i den enkelte situation.

Det kan sagtens gøres med empati, uden at følelserne skal løbe af med læreren, og den fagligt professionelle håndtering vil skabe respekt.

De senere års udbredte krammeri har også ramt klasseværelset og skolelivet. Der krammes og gnubbes på livet løs i skolerne og på universiteterne, mest af de kvindelige lærere, mandlige kan jo risikere at blive anklaget for det ene eller det andet.

Det er forståeligt nok i folkeskolens mindre klasser, at en elev bliver til et barn, der har trøst og fysisk nærhed behov, men i gymnasiet hører det ikke hjemme. Ej heller på universiteterne. Ikke fordi man som lærer ikke må synes, at noget på institutionen kan være synd for en gymnasieelev eller en universitetsstuderende, men fordi det gør lærer-elevforholdet mudret.

Tag bare dette eksempel:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Maria har ikke passet sin skolegang, og hun har nu forsømt alt for meget, så hun bliver kaldt ind til elevinspektor, der er en kvinde. Her får hun overrakt en skriftlig advarsel, og da hun er under 18, får hun besked om, at mor og far også får et brev. Maria bryder hulkende sammen, for nu opdager far og mor, at hun har pjækket, og så bliver der ballade. Og straks griber elevinspektor Maria om skuldrene, trøster hende og giver hende et medfølende kram, inden hun forlader kontoret«.

Hvem står Maria over for? En meget tvetydig person.

På den ene side en ledelsesrepræsentant, der iværksætter en sanktion over for Maria for hendes uansvarlige adfærd, på den anden side en person, der synes, det er synd for Maria, at hun opfører sig uansvarligt i forhold til at passe sin skolegang.

Det er uprofessionel rolleforvaltning, og det har konsekvenser for elevernes opfattelse af uddannelsesinstitutionen. Det er ikke alvor.

I dag har curlingkulturen bredt sig til hele uddannelsessystemet. Folkeskoleelever, gymnasieelever og universitetsstuderende bliver taget hånd om, som om den samlede lærerstab er deres forældre. Et par eksempler:

Fire elever har glemt – eller ikke gidet tage deres fotokopier med – så læreren lader resten af klassen sidde og vente, mens vedkommende løber ned i kopirummet og kopierer til de fire elever. Eleverne skal skrive en opgave om et selvvalgt emne, men nogle elever kan ikke finde ud at vælge noget, så læreren tager nogle bøger med næste gang.

Men eleverne dukker ikke op, så læreren skriver en mail og spørger, hvornår de så er på skolen. Det er helt uprofessionelt, fordi læreren i de nævnte eksempler slet ikke kan se, hvor lærerens ansvar slutter, og hvor elevens ansvar begynder; men det værste er, at det underminerer respekten for lærerrollen. Eleverne ser jo, at læreren er ansat i servicebranchen.

Lærerrollens tab af respekt er ikke kun sket i forhold til eleverne; det er også sket i forhold til forældrene. Den danske folkeskoles forbandelse er, at alle elevernes forældre har gået i folkeskolen. På den baggrund mener mange forældre, at dermed er de også eksperter i pædagogik og adfærdspsykologi.

Læreren skal ikke komme og fortælle dem, hvordan undervisningen skal tilrettelægges for deres lille Peter; det ved de bedst. Og det fortæller de læreren. Også over for forældrene må læreren generobre sin faglige og pædagogiske autoritet, og det må skoleledere og andre ansvarlige hjælpe læreren med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mere præcist hvordan det skal gøres, er svært at sige; men noget af det første må være at skabe respekt via en styrkelse af det faglige niveau på læreruddannelsen. Forældrene skal vide, at den lærer, de sidder over for, har bestået en krævende uddannelse, både når det gælder de fag, vedkommende underviser i, og når det gælder pædagogik og didaktik.

Dette er ikke en opfordring til at vende tilbage til den sorte skole, hvor lærerrollen i sig selv bar autoriteten ind i klasselokalet, når timen begyndte. Det er nogle tanker om og forslag til, hvordan lærerrollens respekt kan genskabes.

Målet er, at den daglige undervisning kan gennemføres, uden at kampen i klasselokalet begynder forfra, hver dag og hver gang en ny time begynder.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden