Børnepolitikken har på flere områder udviklet sig positivt i de 10 år, jeg har været formand for Børns Vilkår. Men politikerne har totalt svigtet på familiepolitikken. Det politiske fokus har været ensidigt på arbejdsudbud og arbejdsparathed.
Skiftende regeringer har droppet alle visioner om familier i bedre balance. Og resultatet er derefter: stor ubalance i familie- og arbejdslivet. Og vi føder færre børn. Det er den mest alvorlige byrde, vi kan give videre til de kommende generationer.
»Hvis vi fortsat ønsker et samfund i trivsel og vækst, er det nødvendigt, at familierne tager del i det danske arbejdsliv. Men vi må huske på, at kun robuste og hele mennesker kan stå den distance. Mennesket er ikke bare en arbejdsmaskine. Et udfordrende arbejde kan sikre os økonomisk og give os personlig tilfredsstillelse. Men alle mennesker har brug for at koble af. En god balance mellem arbejde, fritid og familie er derfor afgørende, hvis vi skal skabe hele og robuste familier«.
Sådan skrev daværende familieminister Lars Barfoed (K) før nedsættelsen af Familie- og Arbejdslivskommissionen, der i maj 2007 præsenterede sin rapport med 31 forslag til at hjælpe familierne med at skabe mere balance mellem familie- og arbejdsliv. Siden er det gået den forkerte vej.
Væk er Familieministeriet, totalt glemt er de mange gode forslag fra kommissionen. Og hvad der næsten er værst: Politisk er debatten om balance mellem arbejds- og familieliv helt fraværende. Lagt stendød af den nuværende regering, der i opposition havde visioner om et trivselssamfund, en tidsbank, afskaffelse af lukkedage, hjemmeserviceordninger til børnefamilier, betalt fri til at passe børn under sygdom og meget mere. Noget af alt det, VK-regeringen alligevel ikke ville, da den så resultatet af sin egen kommission.
LÆS KOMMENTAR
Danske småbørnsforældre har verdensrekord i arbejdstid, når man ser på familiens samlede arbejdstid. Det hænger sammen med, at begge køn i Danmark har meget høj erhvervsfrekvens. Og 97 procent af alle børn i Danmark går i børnehave. Det er også verdensrekord.
Familie- og Arbejdslivskommissionen dokumenterede i 2007, at 900.000 arbejdstagere har problemer med balancen mellem arbejds- og familieliv, at især småbørnsforældre oplever konflikter mellem arbejds- og familieliv, at familier med børn har en længere arbejdstid end andre par – og endnu mere, hvis de praktiske gøremål indregnes, at seks ud af ti børn mener, at deres forældre arbejder meget, og at en tredjedel af forældrene er stressede.
Tallene tegner et billede, der i det store og hele genfindes i dag. Bortset fra marginale forbedringer af forældres ret til at holde barnets første og anden sygedag, hvad regeringen jo ikke kan prale af, har politikerne intet gjort for at fremme kommissionens forslag. Og visionen forsvandt allerede i det sorte tårn. Alt handler om reformer, vækstpakker, skattelettelser og benhård økonomisk styring af kommunerne, så vi kan ’redde’ velfærdssamfundet – trods krisen.
Men det paradoksale er, at vi jo netop gør det modsatte – på længere sigt. Den største og værste byrde, vi kan pålægge kommende generationer, er, at de bliver en del af så små årgange, at de vil have uendelig svært ved at sikre velfærdssamfundets fortsatte udvikling.
Derfor er det egentlig absurd, at fokus lige nu er så snævert rettet mod i 2020 at overholde kravene til statens budgetter og et større udbud af arbejdskraft, hvis prisen er et samfund, hvor vi vælger at få færre børn, fordi vi ikke kan finde balance mellem familie- og arbejdsliv. Og at vores børn og børnebørn i 2050 vil få mere end svært ved at få forretningen Danmark til at hænge sammen.
Skriv kommentar