Der arbejdes. På gulvet i det gamle forberedelseslokale sidder en kollega med sin computer i skødet.
Inventaret er for længst revet ned, og man kan ikke printe. De lovede arbejdspladser er først færdig om nogen tid. Måske sidst på måneden?
I garderoben står to kolleger og taler i telefon. Den ene bruger sin egen, for der er kun en telefon til godt og vel 60 lærere. Hele lærerværelset er oversvømmet af folk, der sidder og forbereder sig. Mange i grupper, enkelte med høretelefoner, så man ikke bliver forstyrret.
Resten af lærerkollegiet har fordelt sig ud i de heldigvis stadig tomme klasselokaler. Der arbejdes på højtryk. For eleverne står her mandag morgen, og intet er, som det plejer.
Hvem gør hvad, når man ikke længere har en klasselærer? Hvor skal vi hen på lejrskole? Er skolens kalender snart færdig, så man kan lave en årsplan? Hvad skal man lave i understøttende undervisning?
Listen er lang, og internettet er uendeligt langsomt. Kopier kan kun hentes på skolebiblioteket på anden sal, og der er fejl i skemaerne, så mange ved ikke rigtig, hvad de skal på mandag. Og alle de andre dage.
På bordet ligger Politiken mellem en samfundsfagsbog og min madpakke. I den kan man læse om lærere, der alle er sure og vrangvillige og altid siger nej. Godt nok er det en opkomling af en socialdemokrat, der har skrevet indlægget, og hvem regner efterhånden med dem?
Og godt nok er der jagttid på skolelærere hele året, og det er vi egentlig vant til, men kunne vi ikke godt få arbejdsro?
Vi har en reform at løbe i gang. En reform, der er udtænkt bag skriveborde langt fra folkeskolens hverdag. Og den er udtænkt af hjerner uden erfaring med undervisning.
Vi knokler så sveden springer herude, for vi ved, at børn ikke bare er tal, men mennesker. Og vi ved godt, at I ikke gider høre om alle de mangler, der er ved den mest sjuskede skolereform, der nogensinde er vedtaget.
Så hold nu jeres mund med al den rutineprægede og hjernedøde kritik af lærerne og lad os arbejde. Vi er nogle, der prøver at redde makværket, så børnene ikke går tabt.
