Indtil for nylig var jeg en sur gammel mand. Jeg rettede på folk, når de sagde ’han gik hans vej’, men mente ’sin’, eller troede, at en ’bjørnetjeneste’ var god. Jeg blev grumt irriteret, når jeg fandt stavefejl i aviserne eller nutids-r de forkerte steder. Og virksomheder, der kaldte deres administrerende direktør for CEO.
Jeg bakkede op om den verbalske ordensmagt, som på Facebook optræder med navne som Sprogpolitiet og Dansk Sprogværn, og jeg delte forargelsen i indlæg som ’... fri os fra de onde præpositioner: kommentere PÅ. Handle IND, kører RUNDT’.

