DA JUSTITSMINISTER Mette Frederiksen for nylig kom at toppes med Justitsministeriet og fik omplaceret departementschefen, var det endnu en sag om et skrøbeligt forhold mellem politikere og embedsmænd. Hillary Clintons nye erindringsbog hedder ' Svære valg', og svære valg er netop, hvad der venter politikere og embedsmænd, når de snart skal beslutte fremtidens spilleregler for deres samarbejde.
Omplaceringen af Justitsministeriets departementschef er seneste eksempel på et samspil under pres. 1990' ernes svar duer dog ikke nødvendigvis til 2010' ernes udfordringer, og derfor er der grund til at tænke i nye baner. 5 forskellige løsningsmuligheder byder sig til. Jeg forsker i reformer i den offentlige sektor, hvor politikere og embedsmænd spiller en central rolle, og jeg har gennem en årrække undervist i offentlig forvaltning på universiteterne. Der er mange udfordringer, der påvirker politikere og embedsmænds samspil.
