ALLERDYBEST NEDE i menneskehedens bevidsthed ligger en fælles forestilling om en anden tid. En tid, hvor vi endnu ikke havde kundskaber og indsigt til at forstå, hvordan verden fungerer, og hvor vi endnu ikke havde evnerne til påvirke verdens gang. Vi var derfor fri for skyld, og vi kaldte tilstanden paradis.

Man kan tolke denne fortælling om menneskehedens historie som et billede på den personlige udvikling fra en barndom fri for ansvar, og derfor også uden skyld, til et voksenliv med indsigt og dermed også ansvar. Man kan imidlertid også vove den påstand, at fortællingen om menneskehedens barndom er en fælles hukommelse om faktiske historiske begivenheder af et så voldsomt og ufatteligt omfang, at vi endnu kæmper med dem i vores mytologi og religioner tusinder af år efter, at de indtraf. De begivenheder, der står så uudsletteligt mejslet i vores kollektive hukommelse, handler om is og den måde, isens udvikling har påvirket klimaet og dermed hele vores civilisation.