Det vakte forargelse, da Kim Leines far for nylig skrev Kronik om de seksuelle overgreb på sin søn. Men vi kan være stolte af, at vi i medierne og den offentlige forvaltning gennem de seneste 20 år har fået modet til at tale om og handle i forhold til det tidligere tabubelagte emne.

Vi skal kunne rumme krænkerens stemme

Lyt til artiklen

SPØRGSMÅLET om seksuelle krænkeres ret til at ytre sig i den offentlige debat blev sat på dagsordenen, da Politiken i slutningen af september bragte en Kronik skrevet af forfatteren Kim Leines far, Kjeld Munch Rasmussen. Politiken stillede således spalteplads til rådighed, for at selveste krænkeren kunne fortælle sin version af sønnens barndomshistorie præget af krænkelser og seksuelle overgreb. Krænkelser og overgreb, der har trukket smertefulde spor langt ind i Kim Leines voksne liv.

Kroniken faldt mange for brystet. Den stærkt manipulerende tekst med udsagn som: »Naturligvis ville han selv. Det var jo ikke voldtægt« og en række andre forsøg på at minimere egen skyld og endda fremstille sig selv som den forulempede part, bragte forståeligt nok sindene i kog. Af den ophedede debat udsprang også de helt fundamentale og væsentlige spørgsmål: Har krænkeren virkelig ret til at ytre sine defensive og manipulerende forsøg på at forklejne alvorlige forbrydelser mod et barn? Hvad er grunden til, at vi overhovedet skal lytte til krænkerens stemme?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her