Vi skal kunne rumme krænkerens stemme

Det vakte forargelse, da Kim Leines far for nylig skrev Kronik om de seksuelle overgreb på sin søn. Men vi kan være stolte af, at vi i medierne og den offentlige forvaltning gennem de seneste 20 år har fået modet til at tale om og handle i forhold til det tidligere tabubelagte emne.

Debat

SPØRGSMÅLET om seksuelle krænkeres ret til at ytre sig i den offentlige debat blev sat på dagsordenen, da Politiken i slutningen af september bragte en Kronik skrevet af forfatteren Kim Leines far, Kjeld Munch Rasmussen. Politiken stillede således spalteplads til rådighed, for at selveste krænkeren kunne fortælle sin version af sønnens barndomshistorie præget af krænkelser og seksuelle overgreb. Krænkelser og overgreb, der har trukket smertefulde spor langt ind i Kim Leines voksne liv.

Kroniken faldt mange for brystet. Den stærkt manipulerende tekst med udsagn som: »Naturligvis ville han selv. Det var jo ikke voldtægt« og en række andre forsøg på at minimere egen skyld og endda fremstille sig selv som den forulempede part, bragte forståeligt nok sindene i kog. Af den ophedede debat udsprang også de helt fundamentale og væsentlige spørgsmål: Har krænkeren virkelig ret til at ytre sine defensive og manipulerende forsøg på at forklejne alvorlige forbrydelser mod et barn? Hvad er grunden til, at vi overhovedet skal lytte til krænkerens stemme?

SVARET PÅ det første spørgsmål er kort. Ja. Seksuelle krænkere har som alle andre deres ytringsfrihed og ret til at blande sig i den offentlige debat. Men med krænkerens ytringsfrihed følger en stærk forpligtelse hos os alle - fagfolk, medier og samfund - til at give krænkeren et kvalifi-ceret modsvar, der utvetydigt slår fast, at det, der skete, var en forbrydelse. At krænkeren alene bærer ansvaret for sine ugerninger. Det kvalificerede modsvar bør tage udgangspunkt i en forståelse af, hvordan en krænker agerer, tænker og forstår sig selv.

Og her ligger svaret på det andet spørgsmål gemt. For som det er tilfældet i Kjeld Munch Rasmussens Kronik, giver hans version af historien, hans efterrationaliseringer og bagatelliseringer af overgrebene på sin søn netop indblik i krænkerens ageren og selvforståelse. Den viden og forståelse giver offeret mulighed for at bearbejde overgrebene, giver omverdenen mulighed for at forstå, hvad ofre er oppe imod, og er samtidig nøglen til en vigtig del af det forebyggende arbejde, der kan forhindre fremtidige overgreb. Derfor giver det mening også at lytte til krænkerens stemme.

VEJEN TIL at forstå krænkere og deres adfærd er brolagt med dobbeltheder. I arbejdet med seksuelle overgreb tegner der sig et klart billede af, at langt de fleste krænkere i deres livshistorie har været eller har oplevet sig som offer. Krænkernes energier og drivkræfter til at overtræde andres grænser kommer som regel fra den bristede tillid til omverdenen, som krænkeren har oplevet som offer ved at føle sig straffet, misforstået og ved ikke at blive værdsat. Forståelsen af krænkerens janusansigt er vigtig. For den giver et vigtigt fingerpeg om, at krænkere sjældent føler sig hjulpet og forstået ved kun at blive straffet.

Denne følelse hos krænkeren er en vigtig præmis i arbejdet med at forebygge seksuelle overgreb. I Red Barnet har vi siden 2009 sammen med Sexologisk Klinik på Rigshospitalet forsøgt at række ud til potentielle krænkere ved at tilbyde dem hjælp og rådgivning via en anonym rådgivningslinje og hjemmesiden brydcirklen.dk.

GRUPPEN AF voksne med seksuelle tanker og fantasier om børn er en meget broget gruppe. Mange af dem ønsker (heldigvis) ikke at forgribe sig på børn, men de forbudte tanker og fantasier presser sig konstant på hos dem, og de er bange for, at tankerne vil tage magten over dem. Derfor er det vigtigt, at de kan få professionel hjælp fra en fagperson, der forstår dem og kan hjælpe dem til at få kontrol over deres tanker og fantasier, så disse ikke bliver til virkelighed. Flere har igennem tiden ytret, at rådgivning og hjælp til krænkere er en kontroversiel opgave for en børnerettighedsorganisation, hvis fremmeste opgave er at varetage barnets interesser.

Svaret er naturligvis, at ved at hjælpe krænkere og potentielle krænkere, der har seksuelle fantasier om børn, men endnu ikke har begået overgreb, kan vi forhindre fremtidige overgreb på børn. Forståelsen for krænkerens personlighed og selvforståelse er helt afgørende for overhovedet at få krænkere i tale og tilbyde dem hjælp til at komme på rette spor. Derfor har det også i denne sammenhæng været nødvendigt at slå fast, at det at forstå krænkere ikke er det samme som at acceptere deres handlinger.

ET SEKSUELT overgreb handler altid om en magtrelation. Den stærkere part kan få tilfredsstillet sine ønsker og behov og - som det hedder i straffeloven - »ved sin fysiske og psykiske overlegenhed« forføre, manipulere og i nogle tilfælde true ofret til at samarbejde. Via arbejdet med seksuelle overgreb har vi gennem de senere år fået en større forståelse for og viden om den ofte manipulerende måde, krænkere formår at få ofre til, tilsyneladende frivilligt, at indgå i den seksuelle udnyttelse. Denne viden er central, ikke mindst i læsningen af Kjeld Munch Rasmussens Kronik. Det handler om to forskellige begreber: kognitiv eller tankemæssig forvrængning og grooming.

Begrebet grooming anvendes om den proces, hvor krænkeren bearbejder, overtaler, forfører og manipulerer et barn eller en ung til at medvirke i seksuelle aktiviteter på den voksnes præmisser. Groomingprocessen kan anvendes i alle menneskelige relationer med henblik på at manipulere et menneske for egen vindings skyld, men i denne sammenhæng er fokus på børn. Dels børn under den seksuelle lavalder, som ifølge straffeloven har brug for særlig beskyttelse, dels på aldersgruppen 15-17 år, som ifølge FN's børnekonvention defineres som børn og derfor har krav på særlig beskyttelse også.

Groomingprocessen begynder, allerede første gang krænkeren får kontakt med det potentielle offer, barnet eller den unge. Krænkeren vil typisk have kontakt med flere børn på en gang, for på den måde at udvælge de svageste - dem, der er lettest at manipulere ind i et spindelvæv af venskab, løgne, tjenester og falsk omsorg, så det senere vil være muligt - uden fysisk vold eller tvang - at forgribe sig på barnet seksuelt.

DE FLESTE kender situationen, hvor vi som voksne er på besøg hos mor og far og oplever, hvordan vi falder tilbage i den gamle rolle som barnet, selv om vi nu er voksne, selvstændige mennesker. Denne regression - altså det at man falder tilbage til et tidligere funktionsniveau - er særlig udtalt, når offer konfronteres med krænker. Især hvis ofret ikke har fået hjælp til at bearbejde den seksuelle udnyttelse og derigennem fået hjælp til at afgrænse og definere egne og krænkerens roller og ansvar. Dertil kommer, at krænkere ofte vil optræde manipulerende i udlægningen af, hvad der er foregået. Den skam, skyld og viden om, at handlingerne var forkerte og strafbare, vil krænkeren forsøge at minimere og bagatellisere, blandt andet ved at fralægge sig ansvar og placere det uden for sig selv, herunder hos ofret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DEN KOGNITIVE eller tankemæssige forvrængning af fortiden er en anden manipulerende praksis, der træder tydeligt frem i Kjeld Munch Rasmussens Kronik. Forvrængningerne tjener det formål at benægte, retfærdiggøre, minimere og bortforklare det forkerte eller skadelige i krænkerens egne handlinger. Det betyder, at krænkeren derved undgår negativ egenvurdering, og det medvirker til at dæmpe krænkerens egne barrierer og blokeringer i forhold til de seksuelle overgreb. Det er de samme mekanismer, vi kender fra f. eks. alkoholikeren, som minimerer og bortforklarer, at der er et problem.

For eksempel kan krænkeren lægge skylden på sine ægteskabelige problemer, som Kjeld Munch Rasmussen bl. a. gør i sin Kronik. Hvis bare det seksuelle fungerede derhjemme, var han ikke ' nødt' til at søge seksuelle oplevelser andre steder. Eller krænkeren kan fortælle sig selv, at det var barnet, der var den seksuelt udfordrende (' voksenlokker'), eller påstå, at han har ret til at få tilfredsstillet sit seksuelle behov, lige meget hvilke omkostninger det har. Kognitive forvrængninger kan derfor defineres som tanker, der er baseret på fejlagtige opfattelser og fordrejninger af virkeligheden. De er en del af en indre dialog, der forvrænger informationer om virkeligheden i selve situationen (f. eks. ' barnet forførte mig', ' det er en oplæring af barnet' eller ' barnet kunne jo godt lide det'), og tjener især det formål at benægte, minimere, retfærdiggøre eller bortforklare krænkerens adfærd. Det er ikke en unik egenskab, der er knyttet til krænkere; vi kender den alle selv, når vi føler, vi har kvajet os: Det var også bare, fordi..

SEKSUELLE krænkere foretager også i det skjulte en planlægning af overgrebene, men meget ofte fortrænger de, at de foretager strategiske valg. Undervejs i processen tager de beslutninger, som de selv opfatter som værende uden relation til en konkret plan om at gennemføre et overgreb. Det er, som om de bevidst undertrykker opmærksomheden på de egentlige hensigter om at skaffe sig adgang til ofret, ved at fortælle sig selv, at deres beslutninger i hvert trin i processen tjener et ordentligt formål. Når den endelige mulighed for at gennemføre et overgreb så opstår, opleves det mere som et tilfælde end som resultat af et målrettet forløb.

Dette kan forklare, hvorfor den seksuelle krænker ikke oplever følelsesmæssige modsætninger mellem deres handlinger og deres selvbillede og heller ikke føler noget ubehag ved ofrets reaktioner. Eller som det ofte udlægges af krænkere, at seksuel udnyttelse af børn og unge skal foregå som voldtægt, for at det kan defineres som et overgreb. Derfor kan krænkeren bedre leve med deres ugerninger, hvis de kan forklare, at der ikke blev brugt vold, at barnet eller den unge var nysgerrig, ikke gjorde modstand m. m. »Det var jo ikke voldtægt«, som Kjeld Munch Rasmussen formulerer det i sin Kronik.

På samme måde lægger krænkere tit vægt på alt det gode, rare og positive, som de har gjort over for ofret. Rasmussen fremhæver eksempelvis i sin Kronik, at han tog sig af sin søn »langt ud over hvad der var sædvanligt i bygden«. Og at »konerne prikkede til deres mænd og brugte mig som eksempel, når jeg havde Kim med overalt«. Det virker, som om logikken handler om en balance i regnskabet: Hvis jeg har gjort rigtig meget godt, så gør det ikke noget, at jeg nogle gange har gjort dig fortræd.

Den dobbelthed forvirrer ofrene, fordi det kan være svært at tage afstand fra en krænker, der samtidig har været sød og omsorgsfuld. Vi har som mennesker svært ved at rumme dobbeltheden i et menneske som både godt og ondt på samme tid. Vi vil helst placere de onde og grusomme mennesker et sted og definere dem kun som dårlige mennesker. I modsætning til dem vi holder af. Men sådan er virkeligheden meget sjældent. Især når krænkeren har været en omsorgsperson.

SPØRGSMÅLET er, om vi også som samfund kan rumme den dobbelthed, der ligger i, at vi er nødt til at lytte til og forstå krænkerens adfærd og manipulation for at kunne hjælpe ofrene og forebygge fremtidige overgreb? Debatten i kølvandet på Kjeld Munch Rasmussens Kronik tyder på, at det stadig er svært. Og det er ganske forståeligt. Vi kan godt være stolte af, at vi i medierne og den offentlige forvaltning gennem de seneste 20 år har fået modet til at tale om og handle i forhold til det tidligere tabubelagte emne om, at der daglig er børn i Danmark, der udsættes for seksuelle overgreb fra voksne. Det er et vigtigt skridt, som også har banet vejen for konkrete politiske tiltag til gavn for ofrene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fra regeringens side har man bl. a. investeret i børnehuse, som er specialistcentre, der skal sikre en kvalificeret sagsbehandling, når der er mistanke eller viden om, at børn har været udsat for overgreb. Børnehusene er fulgt op med en særbevilling, ' overgrebspakken', som skal være med til at skærpe opmærksomheden og indsatsen i forhold til børn, som udsættes for overgreb.

Men vi mangler at tage endnu et skridt og bryde endnu et tabu. Nemlig at sætte fokus på, hvordan vi stopper overgrebene, før de sker. For ' overgrebspakken' forholder sig slet ikke til, hvordan vi får mere faglig viden om seksuelle krænkere, så vi kan komme de potentielle krænkere i møde og dermed hjælpe dem til ikke at begå de overgreb, som børnehusene skal tage sig af. Rådgivningslinjen ' Bryd cirklen' lever i dag et alt for anonymt liv, og der er brug for såvel politisk som ressourcemæssig opbakning til at brede rådgivningens arbejde ud.

I den proces er samfundets mod til at rumme krænkerens version af historien i den offentlige debat en vigtig brik. For det forebyggende arbejde starter med vores evne til at lytte og forstå krænkeren og vores pligt til at give krænkeren et kvalificeret modsvar til enhver tid.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce