DEMOKRATI OG markedsøkonomi er de to store slagnumre i den vestlige kamp for at gøre verden moderne. Ser man nærmere efter, er de to alen af ét stykke. Markedsøkonomi handler om udbud og efterspørgsel, og om succes og fiasko. Varer falbyder sig og håber på at blive modtaget med åbne arme.
Samme melodi spilles i den politiske verden. Også her er der kamp til stregen, når politikere tilbyder sig selv og deres parti. Op til valgene ser vi deres smilende ansigter på lygtepælene og mærker deres appel: Vælg mig! Ser man nærmere efter, gentager mønstret sig på andre områder. Kunstnere præsenterer deres værker og håber på høje oplagstal og besøgstal. Videnskabsfolk kæmper om teorier og anerkendelse. Sportsfolk slås, så sveden driver. På de sociale medier udstiller man sig og håber på ' likes' i hobetal. Også erotisk er der kamp om de bedste partnere, og selv religioner kæmper om markedsandele. Jesus opfordrede sine disciple til at gå ud i verden og gøre alle folkeslag til sine disciple. Når andre religioner har samme ambition, kan krigen om sjælene begynde, med reklamestunts som 72 jomfruer.
