0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At eje fortællingen om sig selv

Jeg hedder Iben Mondrup, og jeg er forfatter. Jeg befinder mig i et krydsfelt, hvor historierne mødes, min mors, min datters og min egen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DER ER I DE senere år udgivet adskillige bøger i den autofiktive genre. Og udgivelserne afstedkommer gerne disput om, hvorvidt forfatterne udleverer navngivne personer, og om det skrevne er sandt. En del forfattere er raget uklar med venner og familie efter at have brugt dem i auto-fiktive værker. Langt de fleste af os gør nemlig krav på vores egne historier. Vi værner om dem og gør måske endda noget ud af at fremstille os selv autentisk. Skulle det komme dertil, at vi faktisk optrådte i en roman, ville vi gyse, hvis ikke vi kunne genkende os selv i forfatterens blik.

Der hersker tilsyneladende en opfattelse af, at en person kan beskrives ved nogle bestemte træk, nogle træk kendt af personen selv, som kan sanses og beskrives, hvis man gør sig umage. Det er vel den autofiktive romans forudsætning: forestillingen om, at det for en forfatter er muligt at fremstille sine protagonisters inderste. Det er i mine øjne problematisk. Som forfatter kan man tage afsæt i konkret virkelighed, men må altid anerkende, at den er flygtig og kun lader sig indfange i momenter, stækket af begrænsningen, som det subjektive blik udgør: Vi kan kun skrive det, vi kender til, resten er noget, vi tror, vi kender til. Og det er noget andet.

Autofiktion er dermed nøjagtig lige så fiktiv, som al anden fiktion; noget, som forfærdede venner og familiemedlemmer glemmer, når de læser om ' sig selv', og som læsere og anmeldere vælger at forbigå, når de f. eks. sætter lighedstegn mellem en romans jegfortæller og forfatteren. Det betyder ikke, at man som forfatter ikke kan gøre brug af erfaringen, konkrete personer og begivenheder - det gør vi hele tiden - det betyder bare, at det skildrede er subjektivt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts