Da Lisbeth Zornig Andersen i 2010 af den daværende regering blev udpeget som formand for Børnerådet, betegnede det et nybrud i Børnerådets hidtil korte historie. Indtil da havde formændene på forskellig vis været personer, der havde en børnefaglig baggrund. Men nu skulle det være anderledes: Et ’ikkefagmenneske’ skulle i formandsstolen. En person, der til gengæld var mor til en stor børneflok, og som – ikke mindst – selv var vokset op i en familie præget af svigt, misbrug og overgreb. Den ny formand kom fint fra start og fik hurtigt sat flere vigtige temaer på dagsordenen, og i efteråret 2011 udgav hun en selvbiografisk bog – en bestseller, der fortalte læseren om de forfærdelige forhold, hun selv var vokset op under.
Efterfølgende er der skrevet og sagt meget om hendes historie, og senest har DR TV udsendt et timelangt program, hvor vi helt inde i intimsfæren følger Lisbeth Zornig Andersen tilbage til hendes barndom blandt andet med konfrontationer mellem hende og hendes far og mor. Og historien behandles fortsat i så godt som alle medier.Case stories er jo et velkendt journalistisk greb og kan være fine til at sætte fokus på almene forhold – her forholdene for og omkring udsatte børn. Men efterhånden rejser spørgsmålet sig, om ikke Lisbeth Zornig Andersen er gået over stregen? Hvis hun vil kæmpe for de udsatte børn, er indsatsen her forfejlet.
