Der er kritik af Finansministeriets måde at håndtere beregningerne af Liberal Alliances forslag om besparelser og skattelettelser på. Adam er blevet kritiseret, lige siden regnemodellen for 40 år siden blev taget i brug første gang, men kritikken har i de senere år været stigende, og der er risiko for, at tilliden til modellen bliver så lav, at den ikke længere kan bruges som beslutningsgrundlag for den økonomiske politik, hvilket vil være trist.
Godt nok kan Adam ikke forudsige, hvornår boligbobler brister eller finanskriser bryder ud, men Adam er god til at vurdere konsekvenserne af økonomisk politik. Ikke alle konsekvenser, men vigtige aspekter. At det i 1970’erne lykkedes at føre en økonomisk politik, som styrede uden om den økonomiske afgrund og i løbet af de næste 20 år skabte en sund og stærk økonomi, har Adam en stor andel i.


