FOR ET PAR måneder siden kunne vi nok en gang læse og høre om en ulykkelig sag om omsorgssvigt af børn. En socialforvaltning havde siddet adskillige henvendelser om elendige forhold i en familie overhørig, og da familien var flyttet til en anden kommune, havde man heller ikke dér taget affære, uanset at man havde fået besked fra den tidligere kommune om, at der var store problemer i familien.
Resultatet var, at to mindreårige børn var havnet i en helt miserabel situation, og myndighederne greb først ind, da en 8-årig dreng havde drukket to-tre flasker rødvin og var blevet hospitalsindlagt med en promille på godt og vel 2,5. Det er en historie, man ikke kan andet end blive både forstemt og opbragt over; men man kan også godt fundere lidt over, hvad der kan have været årsagen til, at det kunne gå så galt, og jeg er bange for, at man også kan bruge den som eksempel på en tendens og en praksis og til at stille nogle helt enkle spørgsmål ud fra.


