I mandagens udgave af Politiken var der en hel side om, hvor svært det er at få adgang til naturen, når man bor på landet. Der blev henvist til to forskningsprojekter om emnet, og i bedste avistradition blev det fulgt op med en rigtig case – et konkret eksempel på, hvor skuffet Dorte Kreuzfeldt var over at bo på en smuk, firlænget gård på landet. Vejen og bilerne kørte jo lige forbi, og hun skulle selv ud at køre for at komme ud i rigtig natur.
Der var dog en væsentlig detalje, der glimrede ved sit fravær og fik mig til at ryste på hovedet. Har Dorte og hendes ligesindede ikke øjne i hovedet? Da de besluttede at flytte fra parcelhuset i Ganløse, fordi de ville bo på landet, må de da som det første have gjort sig nogle overvejelser om netop dette: Hvad er de nærmeste omgivelser? Hvor ligger skoven, stranden, engen, mosen? Hvor langt er der til bilerne?
