Peter Skaarup og Dansk Folkeparti mener, at domstolene dømmer for mildt, og vil derfor have minimumsstraffe for især voldsforbrydelser. I det store interview (Pol. 9.8.) når han at insinuere, at domstolene »aktivistisk« brugte minimumsstraffen i den berygtede knivlov »for at drille politikerne«, og fordi »det ville være opportunt at ødelægge visse politikeres drømme« om minimumsstraffe.
Han når at insinuere, at de utallige undersøgelser, som ikke bekræfter hans fritsvævende formodninger, »er bestilt af de parter, der ser en interesse i«, at politikerne ikke blander sig. Og han når at aflevere en ren ’Støjberg’, når man uden skygge af begrundelse siger »ja, det tror jeg« på spørgsmålet om, hvorvidt hans forslag vil få den ønskede effekt.
