Flygtningesituationen i Europa spidser til. Og tyngdepunktet er i de seneste uger forskudt til Centraleuropa. Især Viktor Orbáns Ungarn er kommet i søgelyset. Orbán er nationalkonservativ, EU-skeptiker, markedsskeptiker, han tror ikke på det liberale demokrati og er positivt indstillet over for Rusland. »Et land uden bevogtede grænser er ikke noget land«, har han sagt gentagne gange.
Nogle har kaldt ham Europas mægtigste mand. Han er godt nok upopulær i det politiske establishment i Bruxelles, men nationalkonservatismen og populismen har rigtig godt fat i vælgerne. Orbán har regeret Ungarn siden 2010 og har sammen med det mere yderliggående Jobbik et solidt flertal.
