Svend Brinkmann, du har redigeret bogen ’Det diagnosticerede liv’ og skriver bl.a., at vi er vidne til en depressionsepidemi herhjemme. Hvad handler det om? »Der er en enorm vækst i antallet af danskere, der har en psykisk lidelse. For eksempel er over 400.000 danskere i dag i behandling med antidepressiv medicin, og forskere anslår, at cirka 20 procent af befolkningen i de vestlige lande har mindst én psykisk lidelse i løbet af et år. Det er ekstremt høje tal, og man er nødt til at spørge sig selv, om det virkelig kan passe«. Hvorfor skulle det ikke kunne passe? »Almindelig sund fornuft siger, at det ikke kan passe, at otte procent af danskerne er klinisk depressive. Det kan sagtens være, at de er triste eller nedtrykte eller melankolske – jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, at de lider – men det er jo ikke i sig selv en sygdom at have det svært. Man kan jo godt have livsproblemer eller afvige fra normen uden at have en psykisk sygdom, men i dag er der en tendens til at diagnosticere enhver afvigelse«. Kan du uddybe det? »Hver gang vi har noget, der af nogen opfattes som et problem i livet, så gøres det nu til en sygdom. Det mest groteske eksempel, jeg har, er tanoreksi, som endnu ikke er en sygdom, men den er på vej. Tanoreksi er afhængighed af at gå i solarium. Et andet kuriøst eksempel er ortoreksi, der er den fjerde spiseforstyrrelse, som man kan lide af i dag. Man kan spise for meget eller for lidt, eller man kan kaste op. Det nye er så, at man spiser for sundt, og så er man ortorektiker. Om det virkelig skal være en psykisk lidelse frem for at være et livsstilsvalg, der afviger fra normalen, kan man godt diskutere«. Men hvis folk føler sig syge, er det så ikke godt, de får en diagnose og bliver hjulpet?

»Lad os tage eksemplet med depression, og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke taler om de alvorligt deprimerede. Jeg taler her om de lettere former, som er dem, der er flest af, og de former for tristhed kan jo pege på alt muligt andet end sygdom. Man kan være trist, f.eks. fordi man har dårlig samvittighed og ruger over noget, man har gjort. Men det er kun muligt at forstå den tristhed, der skyldes dårlig samvittighed, hvis man har et moralsk blik på det, man har gjort. Hvis man erstatter det moralske blik, som kan være helt legitimt, med et medicinsk blik, så forsvinder moralen og ansvaret, og så forsvinder de mere eksistentielle sider af livet«. Hvad er problemet med alle de diagnoser? »Der er flere problemer ved det. Først og fremmest risikerer det at skævvride sundhedsvæsenet. Den tunge del af psykiatrien er udsultet, der mangler sengepladser og ressourcer, så vi underbehandler de ægte, tunge og vanskelige psykiske sygdomme som eksempelvis skizofreni, mens vi overbehandler almindelige livsproblemer. Derudover risikerer vi, at folk paradoksalt nok bliver mere sårbare af al den sygeliggørelse, for når vi taler så meget om sygdomme og menneskelig sårbarhed, tager mange mennesker det til sig, og det bliver en selvopfyldende profeti«. Men er vi ikke blevet mere sårbare i et stadig mere stresset liv? »Jo, det er en af de forklaringsmodeller, der er på, hvorfor vi ser en depressionsepidemi. Nogle sociologer mener, at samfundet i dag gør os mere stressede, fordi vi ikke kan håndtere de mange krav om fleksibilitet og omstillingsparathed og konstante udfordringer, og når vi er stressede, er vi sårbare over for at udvikle depression. Derfor er der simpelthen flere deprimerede mennesker nu end tidligere. Andre forklarer epidemien af psykiske sygdomme med, at de er et resultat af moralske domme over uønsket eller afvigende adfærd. F.eks. var det tidligere i historien ærværdigt at være melankoliker, fordi melankolikeren måske havde et særligt blik på verden. I dag betragtes man som syg, måske også fordi der ikke er tid til at være melankolsk. Vi har indsnævret grænserne for normalitet«. Hvad mener du med det sidste? »ADHD (en hyperaktivitets- og opmærksomhedsforstyrrelse, red.) er for eksempel en utroligt interessant diagnose. Der er børn, som er så markant anderledes og svære at håndtere, at de skal have medicin. Men man må altid spørge, hvad grunden er til, at de har denne adfærd. Hvis de nu er vokset op hele deres liv i et skolesystem, som er flydende og grænseløst, og hvor rammerne ikke er så tydelige, så er der børn, der ikke kan håndtere det. Før vi fik det her flydende skolesystem, var der ingen børn med ADHD, diagnosen fandtes ikke. Problemet med at diagnosticere med ADHD er, at det er at individualisere problemet. Problemet opstår, når vi kun kan få øje på, at barnet har et problem, men ikke, at det kan skyldes noget i familien eller i miljøet, eller at vi har opbygget skolesystemer, som tjener de stærke børn, der kan agere i det her grænseløse rum. Vores forbrug af Ritalin, som er medicinen mod ADHD, er steget med 600 procent siden 2005 for aldersgruppen 15 til 19 år, og med 300 procent for børn mellem 10 og 14 år. Det er kun ti år siden, det var tabu at medicinere børn, men i dag er det helt normalt«.