Professor i socialpolitik: »Vores samfund er ved at falde fra hinanden«

Da vi byggede velfærdsstaten, var tanken, at vi skulle være solidariske med dem, der havde det svært.

I dag er det jo 'Blå Bjarne', der står i centrum af solidaritetscirklen. Alle fra Claus Hjort Frederiksen til Mette Frederiksen siger nøjagtig det samme: at vi er nødt til at fokusere på den Kansasbærende arbejder, der står op og smører leverpostejmadder om morgenen. Med andre ord: Vi, der har vores på det tørre, skal være solidariske med os selv. Det er et fundamentalt brud med den socialdemokratiske arv«.

Sådan lyder det fra Jørn Henrik Petersen, der er aktuel med bogen 'Pligt & ret, ret & pligt', der handler om den socialdemokratiske idéarv.

Jørn Henrik Petersen er 69 år gammel og har netop fejret 40 års jubilæum som professor i socialpolitik. Han græder med egne ord snot over, at velfærdsstaten er endt, hvor den er. Men han gør det med Socialdemokratiet i hjertet:

Hans far var lokalpolitiker, og allerede i 1958 meldte den 14-årige Jørn Henrik sig ind i partiet på dispensation, fordi han ikke kunne holde ud at høre på de ungdommelige elementer i DSU. I 1972 meldte han sig ud igen.

På trods af kærligheden til Socialdemokratiet mener han altså, at en stor del af nutidens ledende socialdemokrater er på »vild flugt« fra de socialdemokratiske idealer.

LÆS OGSÅ

Hvad mener du da er idealerne?

»Først og fremmest, at man anerkender det enkelte menneske som et menneske med værdi i sig selv. At mennesker bliver betragtet som en moralsk helhed, hvis synspunkter er værd at høre på. At vi alle viser både mådehold, generøsitet og arbejdsvilje. At vi ter os ordentligt. At vi optræder som samfundsmennesker og ikke som privatmennesker«.

Hvordan ser du, at S er på vej væk fra det?

»Man fører en politisk retorik, som har været med til at placere dem, som vi for år tilbage havde medfølelse med –for ikke at sige medlidenhed med – som samfundets syndebukke. Det, der bar den klassiske velfærdsstat, var, at vi alle er i samme båd. Vi kan alle ende et sted, hvor vi har brug for hjælp, og så er der nogen til at gribe os. Den ene dag kan det være mig, den næste dig. Men nu er vi ved gud i himlen ikke i samme båd længere. Vores samfund er ved at falde fra hinanden«.

Flere udstødte og foragtede
Ifølge Jørn Henrik Petersen er vi på vej til at få en ny underklasse, der består af de kronisk arbejdsløse.

»Vi vil i de kommende år stå med en ganske stor gruppe unge mennesker, som, uanset hvor meget vi brøler ’pligt og ret’ og ’nyttejob’, ikke kan få et job eller tage en uddannelse. De vil – og det er det, jeg ikke kan lide ved den politiske retorik – ende som marginaliserede, som udstødte. Måske også foragtede. Og fattige, oven i hatten. For nu sørger vi for, at hvis ydelserne ikke er lave nok til, at folk søger beskæftigelse, sætter vi ydelserne en tand længere ned«.

»Det hele er nu et spørgsmål om, at vi skal sørge for, at folk er parat til at tage arbejde. Men det betyder med andre ord, at det bliver Blå Bjarne, der optræder i midten af solidaritetscirklen. Det er det arbejdende menneske, vi har fokus på. Alle andre er skurke. Vi har altså brug for en social genoprustning, og der har retorikken en stor rolle at spille«.

Det er vel næppe retorikken, der har betydning for udstødelse?

»Retorikken betyder desværre frygtelig, frygtelig meget. Hvis du sammenligner retorikken hos Hjort Frederiksen med den hos Mette Frederiksen, kunne man jo tro, at de var søskende. Netop den retorik er med til at skabe denne foragt for mennesker, denne oplevelse af, at I er en befolkningsgruppe, som vi egentlig helst var fri for. I er en byrde, I er en belastning, og så er I i øvrigt også nogle nassere«.

Hvad er det, Hjort Frederiksen og Mette Frederiksen siger, som er så forfærdeligt?

»De fører os med deres skelnen mellem ’dem, der kan, men ikke vil’ og ’dem, der vil, men ikke kan’ tilbage til det 19. århundredes opdeling i ’værdigt’ og ’ikke værdigt’ trængende«.

LÆS OGSÅ

Har de ikke ret?

»Det er, synes jeg, et koldt og kynisk menneskesyn, og det hjælper ikke, at der står en glad minister og siger: Det her gør vi for jeres egen skyld. Det er sgu ikke det, folk oplever. De oplever, at de bliver skubbet ud, marginaliseret. Man udfører en forholdsvis barsk behandling af menneskenes børn, men man gør det altid i deres egen velforståede egeninteresse«.

»Det er jo fandens, som vi kloge mennesker kan finde ud af, hvad der er de andres velforståede egeninteresse. Første led i det, jeg kalder den sociale genoprustning, er at få denne nymodens retorik væk. Det er i hvert fald ikke en socialdemokratisk retorik – men det er det blevet«. Med djævlens vold og magt


Jørn Henrik Petersen er enig i, at det er nødvendigt, at alle, der kan, forsøger at få job eller uddannelse. For 800.000-900.000 uden for arbejdsmarkedet er dyrt. Men han mener også, at langt, langt de fleste arbejdsløse gør, hvad de kan. Og det skal vi have for øje.

»Selvfølgelig er det rigtigt, at der ligger nogle og fjæler sig i hængekøjen. Det er da hævet over en hver tvivl. Spark dem i røven ud ad døren. Det farlige ved at fokusere på, hvad jeg trods alt vil mene er en minoritet, er jo, at den politiske retorik sætter spor. Det, at vi ævler op og ned ad stolper om 'pligt og ret' og 'noget for noget' og 'individuel ansvarlighed', er med til at sætte sig spor i menneskers hoveder«.

Hvordan?

»Det betyder, at når du bevæger dig ud i socialforvaltninger, jobcentre, eller hvad det nu er, sidder der mennesker, hvis sociale dømmekraft bliver voldsomt påvirket af den politiske retorik i retning af, at nu skal I med djævlens vold og magt have sparket ud i arbejdsmarkedet«.

»Jeg har set ganske mange eksempler på, at man sparker nogen ud, som ved gud ikke har en chance for at klare sig. Og det sker så samtidig med, at man har skabt sig en anden vision, hvor man taler meget om – som et led i dette konkurrencestatsparadigme – hvor vigtigt det er, at alle får en erhvervskompetence ud af sin uddannelse«.

LÆS OGSÅ

Hvad er der i vejen med det?

»Der er ingen, der tør sige det, så nu siger jeg det så: Der er en ikke ubetydelig andel af menneskenes børn, som Vorherre ikke har udstyret med sådanne gaver, at de er i stand til at gå igennem en erhvervsforberedende uddannelse. Og hvad skal vi gøre med den del af en generation? Det kan jo ikke nytte noget, at vi tror, at vi kan piske alle igennem uddannelsessystemet«.

Jamen hele filosofien hos Mette Frederiksen og S er jo at hjælpe de svageste, vise dem respekt ved at trække dem ind på arbejdsmarkedet frem for at give dem en check. ‘Noget for noget’ har jo fået unge i arbejde. Er det ikke al ære værd?

»Selvsagt er det godt for dem, der er kommet i arbejde. Problemet er, at man ikke vil erkende, at der er en stor gruppe, som vi er nødt til at tage hånd om, fordi de alle gode intentioner til trods ikke har en kinamands chance, som arbejdsmarkedet i dag er skruet sammen«.

Det gode samfund
Ud over at Jørn Henrik Petersen ønsker det, han kalder en social genoprustning, og at vi taler med større respekt for og om det enkelte menneske, drømmer han også om et bedre samfund.

»Vi skulle prøve at få gentænkt, hvordan vi gerne vil have indrettet det gode samfund. Den der regnearkspolitik har jeg selv syntes var helt fin og udmærket, men den har nu gjort mig bekymret, fordi vi i dag, når vi skal lave ændringer i systemerne, alene spørger: Fører dette til en forbedring eller en forringelse af vores finanspolitiske holdbarhed? Det er fattigt«.

Hvorfor er det så dumt – der er vel brug for en holdbar økonomi, hvis vi fortsat skal finansiere velfærden?

»Jeg vil så nødig, hvis jeg nu stikker ned fra skyerne om 40 år, sige til mine børnebørn: Det var et godt samfund, jeg overlod jer, for der var finanspolitisk holdbarhed. Onde tunger siger, at man fører nødvendighedens politik. Det er i sig selv noget selvmodsigende nonsens. Politik er politik, og der er min salighed ikke noget, der er nødvendigt. Jeg mener, at vi kan træffe mere eller mindre kloge beslutninger. Det er det helt fundamentale, det handler om. Det er: Hvad er det gode samfund«.

Har du så et bud på, hvad det gode samfund er?

»Det er et samfund, hvor vi har den indbyrdes respekt, hvor vi behandler folk ordentligt. Når jeg ser den måde, gamle mennesker bliver behandlet på i dag, så er det ikke noget, jeg er stolt af. Jeg var stolt af systemet for år tilbage, men jeg er ikke stolt af det i dag. Hvis du går ind på plejehjemmene i dag, vil du opleve det ene grædende menneske efter det andet. Jeg sad faktisk på et plejehjem forleden, og en af beboerne sagde til mig: ’Hvorfor hedder det her et plejehjem? For der er ingen pleje’«.

LÆS OGSÅ

Med alle de mennesker, der er på overførselsindkomst, og med det faktum, at vi alle sammen forsøger at rage til os af fælleskassen – som du selv skriver i din bog – er der vel grænser for, hvor mange penge vi kan putte i alle vores institutioner; det er vel bare et resultat af velfærdsstatens indbyggede problem?

»Vi kan stadig behandle folk med anstændighed. Netop i et forsøg på at sikre vores økonomiske bæredygtighed er vi f.eks. blevet grebet af en ide om, at vi skal rehabilitere de ældre til at kunne alt selv, og vi er grebet af ideen om, at teknologien løser alt. Men det må ikke blive drevet derud, hvor vi ser det som en mulighed for at spare 300 millioner. Altså, helt ærligt! Det er da ikke specielt morsomt at sidde og tale med en støvsuger, der kører rundt på gulvet. Vi har alle et stort behov for menneskelig kontakt«.

Det økonomiske menneske vandt

Jørn Henrik Petersen vil ikke se sig selv som blot endnu en kritiker af Socialdemokratiet. For ham handler det om, at vi alle sammen skal ændre indstilling, hvis vi skal have et ordentligt samfund, hvor vi passer på de svageste. »Jeg kan se, at der har været tendenser til, at alle rager til sig. Just det bryder med den socialdemokratiske idearv, der betonede mådeholdet og generøsiteten. Det økonomiske menneske har vundet over det velfærdsstatslige menneske. Det er forklaringen på velfærdsstatens dybe krise. Men derfor skal vi stadig tale ordentligt til hinanden«.

»Og det nytter ikke, at vi accepterer, at vi har hjemløse, eller at vi accepterer, at der er så mange, der skal leve på en sådan måde, at børnene ikke kan gå til en børnefødselsdag. Vi har nogle reelle problemer i Danmark. Og vi skjuler dem godt og grundigt, fordi vi er så optaget af, at vi ikke skal have en højere marginalskat. Der skulle vi måske nok stoppe op en gang imellem og sige nej, men for pokker, hvor er vi blevet selvfede. Vi har det jo godt. Vi har det jo bragende godt. Mange af os«. LÆS OGSÅ Hvad er det, du ønsker af os?»Vi må diskutere, hvordan vi kan lave om på det her. Det er ikke nemt, fordi det dybest set handler om, hvordan vi hver især skal opføre os, hvis velfærdsstaten skal overleve. Vi har skabt et samfund, vi havde grund til at være stolte af, men det krævede nok mere af os, end vi var i stand til at leve op til. Det var tænkt så godt, men nu er det ved at krakelere«.

»Det er forfaldsprocessen, min bog skitserer. Den er både en analyse og et opråb: »Something is rotten in the state of Denmark«. Og socialdemokraterne har medansvar for råddenskaben. Vi skal ikke gå i skjul bag ’konkurrencestatens’ slør. Vi skal genoplive gamle dyder; men det er svært. Syndefaldet har jo fundet sted«.

RETTELSE:I en faktaboks til denne artikel var Jørn Henrik Petersen omtalt som leder af Center for Velfærdsforskning. Det har han været, men er fratrådt.