Stort tillykke til alle jer nye studerende, der er kommet ind på jeres drømmeuddannelse. I sætter rekord, for aldrig før har der været så mange der har søgt uddannelse, hvilket er fantastisk.
Samtidig vil I som aldrig før alle sammen gerne bo i København – tæt på jeres uddannelse, tæt på 7-Eleven på alle gadehjørner, tæt på døgnåbne Netto-butikker, tæt på storbyens impulser med liv og cafeer, hvor SU’en kan brændes af i lige så højt fart, som I fik rykket teltpælene ud af provinsen.
