Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sosu'erne har tørret vores gamle mor i numsen - nu straffer vi dem

Folketingets planer om at hæve pensionsalderen kommer til at gå hårdt ud over landets faglærte og ufaglærte arbejdere.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krykken bliver høfligst stillet udenfor, før Lene Sønksen går ind til den ældre. Den 59-årige sosu-assistent har været på arbejdsmarkedet i 42 år. Hun har problemer med ryggen efter en arbejdsskade, og benene har det heller ikke for godt. To gange har hun fået kunstigt knæ.

Lene Sønksen arbejder i hjemmeplejen, hvor hun bl.a. doserer medicin, gør rent og sørger for morgenpleje:

»Det hårdeste er rengøringen. Jeg har problemer med bare at støvsuge hjemme hos mig selv. Det er ikke let, hvis en borger både skal have støvsuget, skiftet sengetøj og gjort rent på badeværelset. Da jeg en dag havde flere af den slags borgere, måtte jeg nærmest kravle ned i bilen«, fortæller Lene Sønksen i min nye bog ’Kampen om seniorårene’.

I disse uger diskuterer Folketinget at forhøje pensionsalderen til 68 år for dem, der er under 53 år, og den skal efterfølgende stige yderligere. Samtidig er efterlønnen under afvikling.

Reformerne sker på en reel baggrund: Med et stigende antal ældre er det nødvendigt, at vi tager nogle år mere på arbejdsmarkedet. Men hele øvelsen lider af en dobbelt skævhed: Reformerne tager hverken højde for vores vidt forskellige arbejdsliv eller de velbelyste uligheder i sundhed og levealder.

DEBAT

Tag arbejdslivet: I dag arbejder faglærte og akademikere nogenlunde lige mange år, bare tidsmæssigt forskudt. De faglærte er typisk på arbejdsmarkedet fra starten af 20’erne – allerede som 18-20-årige hvis læretiden regnes med. Til gengæld forlader de fleste arbejdsmarkedet, når de er 61-64 år. Nogle har – som Lene Sønksen – alvorlige skavanker på grund af nedslidning, andre har bare ydet deres.

Akademikerne kommer langt senere på arbejdsmarkedet – som 27-28-årige, ja mange er over 30. De arbejder imidlertid også længere, og mange realiserer sig selv gennem jobbet. En del stopper som 65-årige, men hver tredje akademiker arbejder allerede i dag, til de er 68. De berøres slet ikke af reformerne.

Den anden skævhed handler om sundhed og levealder. Nogle seniorer hygger sig på golfbaner og lange rejser, mens andre trisser rundt med rollatoren på jagt efter ugens tilbud. Også dette er ofte socialt bestemt. De højtuddannede lever i snit en del år længere end de kortuddannede – og de har frem for alt flere raske leveår efter pensionsalderen.

Økonomer og politikere, der selv tilhører de velstillede, siger til lønmodtagere nederst i hierarkiet: »Vi lever længere, så I skal arbejde mere«

Den sociale ulighed i levealder bliver ikke mindre, men større. I 1987 levede den højest uddannede fjerdedel af mændene 4,8 år længere end den kortest uddannede. I 2011 blev begge grupper godt nok ældre, men kløften var samtidig vokset til 6,4 år.

Politikere og økonomer har således ret i, at danskerne gennemsnitlig bliver ældre og sundere. Det er imidlertid især de højtuddannede, der driver levealderen i vejret. Og de ekstra arbejdsår pålægges de faglærte og ufaglærte, der har de mest nedslidende jobs og færrest raske leveår.

Sat på spidsen: Økonomer og politikere, der selv tilhører de velstillede, siger til lønmodtagere nederst i hierarkiet: »Vi lever længere, så I skal arbejde mere«.

Samtidig er de danske reformer meget radikale. Ifølge EU-kommissionen får vi i 2040 den suverænt højeste pensionsalder i Europa. Mens en dansker skal arbejde, til hun er 70, kan en svensker eller tysker trække sig som 67-årig. En kortuddannet tysker allerede som 65-årig – i Tyskland tager de nemlig højde for uligheder i arbejdsliv og sundhed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Økonomer og embedsmænd undervurderede fatalt følgerne af dagpengereformen i 2010. Det samme sker nu med efterløn og pensionsalder. I Finansministeriets Excel-ark skaffer reformerne store summer til dansk økonomi, men virkeligheden bliver en ganske anden.

I takt med at reformerne for alvor slår igennem, vil et stigende antal seniorer ryge på sygedagpenge, dagpenge, kontanthjælp eller forsørgelse hos familien. Mange af indtægterne ved reformerne vil således vise sig kun at findes i Excel-arkene. Og nok så alvorligt: Vi får et seniorproletariat af mennesker, der har knoklet i årtier og betalt deres skat, men nu må hutle sig igennem tilværelsen.

Det er på høje tid at sadle om. Den nye seniorførtidspension fra 2011 er ikke andet end et politisk figenblad. Ordningen må gøres til en reel mulighed for mennesker, der er fysisk eller psykisk nedslidt.

Samtidig bør vi – som Tyskland – indføre en fleksibel pensionsalder. Retten til pension bør ikke kun afhænge af alder, men også af antal år på arbejdsmarkedet, så f.eks. 42 år på arbejdsmarkedet giver ret til at gå på pension 4 år før den generelle pensionsalder.

Med en fleksibel pensionsalder bliver der måske ikke råd til lavere topskat eller billigere luksusbiler. Til gengæld kan vi sikre et værdigt otium for dem, som bygger vores huse og tørrer vores gamle mor i numsen. Det er et politisk valg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden