Det politiske system er under forandring i disse år – endda i en sådan grad, at man både blandt teoretikere og praktikere fra tid til anden snakker om ’afpolitiseringen af det politiske’.
Hermed sigter man bl.a. til, at det politiske finder sted og udspiller sig andre steder end der, hvor politik traditionelt udspiller sig, dvs. i Folketinget, i politiske partier og deres bagland, i centraladministrationen mv. Denne ’afpolitisering’ hævdes ikke mindst at finde sted som følge af de senere års markante udbredelse af internettet – som i sig selv har fået diverse communities og deloffentligheder på sociale platforme til at blomstre op, og som efter ’ bottom up’-princippet mobiliserer nye grupper. Grupper, som vel at mærke sætter nye typer af problemer i tale, og som derfor også formår at sætte den formelle politiske dagsorden. Afpolitiseringen af det politiske kan endelig også udpeges i form af de vilkår, som den politiske journalistik i disse år er underlagt – og som resulterer i en dækning med fokus på proces, personer, enkeltsager og konflikter.
