Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Debat

Feminisme har ingen farve

Den ’brune feminisme’, der buldrer frem netop nu, burde tænke sig bedre om.

Debat

Jeg sidder i New York til FN’s konference om kvinders globale status omgivet af tusindvis af etnisk forskellige feminister, fra det globale syd til det globale nord, og jeg bliver pludselig en anelse forvirret. For her i epicentret af etniske majoriteter og minoriteter har feminismen ingen hudfarve, men hjemme i Danmark har Zetland netop udgivet artiklen ’Her er de kvinder som giver stemme til en ny, brun feminisme. Og som spørger, hvor f*** deres hvide medsøstre bliver af’ , der efterlader mig med akut identitetskrise: What the f*** – er jeg nu brun feminist?!

Det er altså ligegyldigt, hvorvidt du dækker dit hår under et tørklæde, glatter dit hår hver morgen eller lader det gro ud i armhulen. Det er én fælles kamp

The Commission on the Status of Women hedder den officielle titel på konferencen, og Danmark er repræsenteret ved Udenrigsministeriet og en delegation bestående af 9 mf’er, fra DF til Alternativet, inkl. ligestillingsministeren, og repræsentanter fra 11 forskellige danske civilsamfundsorganisationer. Jeg selv, sammen med min frivillig-kollega Arushma, repræsenterer en studenterorganisation, der laver op mod 30 forskellige sundhedsfremmende og kapacitetsopbyggende aktiviteter på lokalt, nationalt og internationalt plan. Vi er tilfældigvis også to unge kvinder, der er børn af hhv. pakistanske og iranske flygtninge. Tilmed er den ene muslim, og den anden har en kæreste, der hedder Tine – og ikke Amir.

Når man skimmer listen over resten af delegationen, kan man godt blive fristet til at tænke ’Jesus, en bunke gamle rødstrømper og så nogle håbløse politikere’. Og ja, efter det første delegationsmøde jokede Arushma og jeg da også med, at vi både trak gennemsnitsalderen gevaldigt ned og fik blandet solid mørk kakao ned i Arla-mælken, der ellers repræsenterede Danmark.

Men så var det også det. For vores rolle i delegationen er ikke vores etniske baggrund, vores køn, religion, seksualitet, alder eller vores personlige oplevelser. Baggrunden er vores sundhedsfaglige viden inden for frivillige sundhedsfremmende projekter – og at vi dermed kæmper for kvinders rettigheder. Og det smukke ved delegationen er, at selv om der internt er tydelige politiske uenigheder, så står vi alligevel sammen uden for dørene. For kvinders rettigheder. Og uden for dørene blive vi mødt af tusinder af andre, kvinder som mænd, sorte som hvide, katolikker som muslimer, for ét fælles mål: kvinders rettigheder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her går vi ikke rundt og peger ud, hvem der er brune feminister, og hvem der er salonfeminister. Hvem der er queer-feminister, sofa-feminister, mande-feminister, flexi-feminister, og hvad man ellers får ud af at sprænge feminismen op i 1.000 stykker. Vi er alle ‘bare’ feminister. Her bliver det tydeligt, at feminister i virkeligheden er menneskerettighedsforkæmpere. Såre simpelt. Som Canadas premierminister (og erklæret feminist) Justin Trudeau udtalte til konferencen: »It’s not a feminist movement, it’s a global movement!”.

Derfor bliver jeg frustreret, når jeg skal til at forholde mig til, hvorvidt jeg nu er en brun feminist, en forsker-feminist eller en regnbue-feminist. Den brune feminists indtog i debatten kan i virkeligheden drage visse paralleller til flygtningedebattens diskurs med argumentet ’hvorfor bruge penge på flygtninge, når vi har hjemløse på gaden’, og jeg er ærligt talt træt af den liberale tankegang, der hersker, hver gang man føler, at en frihedskamp ikke kæmper ens egen personlige frihedskamp.

Når selverklæret ’brun feminist’ Geeti Amiri skriver »Hvor fanden var alle de skide feminister 8. marts 2006 og resten af det år, da jeg blev anbragt på et krisecenter?«, glemmer hun en vigtig pointe: Hvem tror hun egentlig, det er, der har etableret de krisecentre? Det er de såkaldte salon-feminister, der kæmper for de mange voldsramte kvinder, som desværre også eksisterede, inden Geeti Amiri overhovedet lærte at sige ordet brun. Og citater som »mit sminkebord er enhver ortodoks feminists mareridt« er til at krumme tæer over. Ortodoks feminist, befri mig for fordomsfuldheden. Det eneste, dette statement gør, er, at det får alle de såkaldte ortodokse salonfeminister til at sidde tilbage, blonde og blåøjede, uden at turde sige noget af ren politisk korrekt- og skrækhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tag bladet fra munden, ja, men lad være med at skyde på dem, der faktisk prøver at gøre en forskel. Ellers bliver det en ’hvem har det hårdest’-debat i stedet for en debat om, hvad der reelt er problemet. I sigter mod de forkerte. Vær nu solidariske med jeres medsøstre/brødre. Der er ingen, der prøver at tage jeres meninger fra jer – det er jo netop det, feminismen handler om. Solidaritet. At man sammen kæmper en fælles sag. At alle – uanset køn, etnicitet, seksualitet, økonomisk eller social status – har ret til at blive hørt.

For vi bliver nødt til at stå sammen i kampen mod den undertrykkelse af kvinder, der gennemsyrer hele verden. Vi bliver nødt til at kæmpe sammen for de fremtidige generationer af unge piger og drenge, som bliver påduttet alskens forskruede normer om kønsidentitet og seksualitet. Og det er altså ligegyldigt, hvorvidt du dækker dit hår under et tørklæde, glatter dit hår hver morgen eller lader det gro ud i armhulen. Det er én fælles kamp.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce