Jeg sidder i New York til FN’s konference om kvinders globale status omgivet af tusindvis af etnisk forskellige feminister, fra det globale syd til det globale nord, og jeg bliver pludselig en anelse forvirret. For her i epicentret af etniske majoriteter og minoriteter har feminismen ingen hudfarve, men hjemme i Danmark har Zetland netop udgivet artiklen ’Her er de kvinder som giver stemme til en ny, brun feminisme. Og som spørger, hvor f*** deres hvide medsøstre bliver af’ , der efterlader mig med akut identitetskrise: What the f*** – er jeg nu brun feminist?!
The Commission on the Status of Women hedder den officielle titel på konferencen, og Danmark er repræsenteret ved Udenrigsministeriet og en delegation bestående af 9 mf’er, fra DF til Alternativet, inkl. ligestillingsministeren, og repræsentanter fra 11 forskellige danske civilsamfundsorganisationer. Jeg selv, sammen med min frivillig-kollega Arushma, repræsenterer en studenterorganisation, der laver op mod 30 forskellige sundhedsfremmende og kapacitetsopbyggende aktiviteter på lokalt, nationalt og internationalt plan. Vi er tilfældigvis også to unge kvinder, der er børn af hhv. pakistanske og iranske flygtninge. Tilmed er den ene muslim, og den anden har en kæreste, der hedder Tine – og ikke Amir.
