I går viste terroren igen sit hensynsløse udtryk med et blodigt anslag mod tilfældige rejsende i Bruxelles. Islamisk Stat har skyndt sig at tage ansvaret for udåden.
Gårsdagens terrorister er i familie med så mange andre brutale voldsmænd, der forblændet af ideologisk eller religiøs fanatisme ser sig berettiget til at dræbe og lemlæste sagesløse mennesker i brødkøer, ved markedspladser, på metrostationer, i lufthavne, på spillesteder, cafeer eller hvor det nu er lettest at ramme flest muligt.
