Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kvinder skal da ikke skamme sig over hår under armene

Jeg har simpelthen svært ved at finde den logiske forklaring på, at kvinders kropsbehåring skal opfattes som noget uanstændigt, der skal fjernes og skjules.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For nogle måneder siden faldt jeg over en billedserie af den engelske fotograf Ben Hopper, som viste portrætter af kvinder, der alle havde det til fælles, at de havde ladet deres hår under armene gro. Med armene i vejret og iført tanktops viste de deres behårede armhuler frem med stolthed og selvtillid. Jo længere tid jeg kiggede på billederne, jo flottere syntes jeg, det var; kvindernes hår varierede i farve, længde, tykkelse og form, og det fik hver models krop, stil og udtryk til at stå en tand mere skarpt.

Jeg befandt mig i en kold december måned, frøs, havde minus på kontoen og havde samtidig lyst til at ændre ved mit vinterblege ydre, gøre det nyt og spændende.

De behårede armhuler var lige den accessory, som jeg ledte efter.

For nogle uger siden barberede jeg de ca. 2 cm lange hår af, som jeg havde formået at få under armene siden december.

Behovet for at fjerne hårene tog hovedsagelig sit afsæt i, at jeg – på trods af min begejstring for projektet – faktisk gik og skammede mig lidt over, at jeg ikke barberede mig. Samtidig med at jeg ihærdigt fulgte med i udviklingen af hårvæksten under mine arme foran spejlet, fravalgte jeg bevidst toppene uden ærmer, hvad end jeg skulle i skole, til familiefødselsdag eller i byen.

STUDERENDE

Selv om jeg selv følte, at jeg kunne stå inde for projektet, var jeg ikke overbevist om, at andre mennesker ville kunne forstå min motivation for det. Jeg kunne ikke overskue at skulle have en forsvarstale klar, hvis det skulle ske, at nogen spurgte ind til mine behårede armhuler, og jeg var bange for, at folk ikke ville opleve mig som anstændig.

Jeg er bevidst om og accepterer, at jeg er underlagt nogle kulturelle og sociale normer, som gør, at jeg tilpasser mit udseende, såvel som hele min væremåde, til det miljø og den kultur, jeg indgår i.

De behårede armhuler var lige den accessory, som jeg ledte efter

Min frustration over den hårløse kvinde som idealbillede kommer altså ikke af, at jeg bare er træt af, at en kapitalistisk modeindustri skal diktere, hvad jeg skal gå klædt i, og hvordan jeg skal opfatte min krop.

Hvad der frustrerer mig, er, at jeg simpelthen har svært ved at finde den logiske forklaring på, at kvinders kropsbehåring skal opfattes som uanstændig, som noget, der skal fjernes og skjules. At valget om at bevare en så naturlig del af kvindekroppen – eller menneskekroppen for den sags skyld – skal være noget, man skal kunne argumentere for, som om det var et tilvalg. Ja, som om det var en ny og anderledes accessory – hvilket, er det gået op for mig, egentlig ikke er tilfældet.

FORFATTER

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg kan ikke lade være med at sætte Vestens idealisering af den hårløse kvindekrop op imod den diskurs, der hersker vedrørende muslimske kvinder, der bærer tørklæde. Hijab-trenden er længe blevet angrebet for at være kvindeundertrykkende, idet kvinden skal skjule sit hår for manden. Samtidig investerer kvinder i Vesten på livet løs i ladyshavere, wax-strips og epileringsmaskiner for at fjerne alle tegn på hårvækst fra skuldrene og ned. Det er ikke svært at se, hvori dobbeltmoralen ligger.

Det er klart, at de to fænomener er udsprunget af vidt forskellige kulturer og ud fra nogle kvindesyn, som på mange punkter adskiller sig fra hinanden. Tørklædet udspringer af islam, den hårløse kvinde af kapitalismen. Ikke desto mindre har de to trends det til fælles, at de udtrykker anstændighed, og at fravalget af dem dermed kan opfattes som uanstændigt, og jeg vil mene, at dette gør dem værd at sammenligne.

Jeg har uden tvivl mødt langt flere muslimske piger og kvinder, som ikke går med tørklæde, end jeg overordnet set har stødt på piger, som lader hårene under armene gro. Den barberede krop er altså en langt mere udbredt og indgroet norm, end tørklædet er i dagens Danmark. Hvorfor er det kun tørklædet, vi diskuterer?

Blandt de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, som i 2015 blev lanceret af FN, finder vi målet om at opnå ligestilling og styrke alle kvinder og piger. En grundlæggende forskel på de nye og de gamle verdensmål er, at de nye mål omhandler alle verdens lande, hvor de gamle mål hovedsagelig drejede sig om udviklingslandene. Med dette in mente vil jeg mene, at kvindelig kropsbehåring i Vesten ikke er så irrelevant et debatemne, som det umiddelbart kunne lyde. Globale forandringer kræver ikke kun indsigt i de lande, som vi regner med skal gennemgå den største udvikling.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi også tager os tid til at revurdere vores egen kultur, hvad end det handler om vores forbrug, vores uddannelsessystem eller vores kropsidealer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden