Debat

Kvinder skal da ikke skamme sig over hår under armene

Jeg har simpelthen svært ved at finde den logiske forklaring på, at kvinders kropsbehåring skal opfattes som noget uanstændigt, der skal fjernes og skjules.

Debat

For nogle måneder siden faldt jeg over en billedserie af den engelske fotograf Ben Hopper, som viste portrætter af kvinder, der alle havde det til fælles, at de havde ladet deres hår under armene gro. Med armene i vejret og iført tanktops viste de deres behårede armhuler frem med stolthed og selvtillid. Jo længere tid jeg kiggede på billederne, jo flottere syntes jeg, det var; kvindernes hår varierede i farve, længde, tykkelse og form, og det fik hver models krop, stil og udtryk til at stå en tand mere skarpt.

Jeg befandt mig i en kold december måned, frøs, havde minus på kontoen og havde samtidig lyst til at ændre ved mit vinterblege ydre, gøre det nyt og spændende.

De behårede armhuler var lige den accessory, som jeg ledte efter.

For nogle uger siden barberede jeg de ca. 2 cm lange hår af, som jeg havde formået at få under armene siden december.

Behovet for at fjerne hårene tog hovedsagelig sit afsæt i, at jeg – på trods af min begejstring for projektet – faktisk gik og skammede mig lidt over, at jeg ikke barberede mig. Samtidig med at jeg ihærdigt fulgte med i udviklingen af hårvæksten under mine arme foran spejlet, fravalgte jeg bevidst toppene uden ærmer, hvad end jeg skulle i skole, til familiefødselsdag eller i byen.

STUDERENDE

Selv om jeg selv følte, at jeg kunne stå inde for projektet, var jeg ikke overbevist om, at andre mennesker ville kunne forstå min motivation for det. Jeg kunne ikke overskue at skulle have en forsvarstale klar, hvis det skulle ske, at nogen spurgte ind til mine behårede armhuler, og jeg var bange for, at folk ikke ville opleve mig som anstændig.

Jeg er bevidst om og accepterer, at jeg er underlagt nogle kulturelle og sociale normer, som gør, at jeg tilpasser mit udseende, såvel som hele min væremåde, til det miljø og den kultur, jeg indgår i.

De behårede armhuler var lige den accessory, som jeg ledte efter

Min frustration over den hårløse kvinde som idealbillede kommer altså ikke af, at jeg bare er træt af, at en kapitalistisk modeindustri skal diktere, hvad jeg skal gå klædt i, og hvordan jeg skal opfatte min krop.

Hvad der frustrerer mig, er, at jeg simpelthen har svært ved at finde den logiske forklaring på, at kvinders kropsbehåring skal opfattes som uanstændig, som noget, der skal fjernes og skjules. At valget om at bevare en så naturlig del af kvindekroppen – eller menneskekroppen for den sags skyld – skal være noget, man skal kunne argumentere for, som om det var et tilvalg. Ja, som om det var en ny og anderledes accessory – hvilket, er det gået op for mig, egentlig ikke er tilfældet.

FORFATTER

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg kan ikke lade være med at sætte Vestens idealisering af den hårløse kvindekrop op imod den diskurs, der hersker vedrørende muslimske kvinder, der bærer tørklæde. Hijab-trenden er længe blevet angrebet for at være kvindeundertrykkende, idet kvinden skal skjule sit hår for manden. Samtidig investerer kvinder i Vesten på livet løs i ladyshavere, wax-strips og epileringsmaskiner for at fjerne alle tegn på hårvækst fra skuldrene og ned. Det er ikke svært at se, hvori dobbeltmoralen ligger.

Det er klart, at de to fænomener er udsprunget af vidt forskellige kulturer og ud fra nogle kvindesyn, som på mange punkter adskiller sig fra hinanden. Tørklædet udspringer af islam, den hårløse kvinde af kapitalismen. Ikke desto mindre har de to trends det til fælles, at de udtrykker anstændighed, og at fravalget af dem dermed kan opfattes som uanstændigt, og jeg vil mene, at dette gør dem værd at sammenligne.

Jeg har uden tvivl mødt langt flere muslimske piger og kvinder, som ikke går med tørklæde, end jeg overordnet set har stødt på piger, som lader hårene under armene gro. Den barberede krop er altså en langt mere udbredt og indgroet norm, end tørklædet er i dagens Danmark. Hvorfor er det kun tørklædet, vi diskuterer?

Blandt de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, som i 2015 blev lanceret af FN, finder vi målet om at opnå ligestilling og styrke alle kvinder og piger. En grundlæggende forskel på de nye og de gamle verdensmål er, at de nye mål omhandler alle verdens lande, hvor de gamle mål hovedsagelig drejede sig om udviklingslandene. Med dette in mente vil jeg mene, at kvindelig kropsbehåring i Vesten ikke er så irrelevant et debatemne, som det umiddelbart kunne lyde. Globale forandringer kræver ikke kun indsigt i de lande, som vi regner med skal gennemgå den største udvikling.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi også tager os tid til at revurdere vores egen kultur, hvad end det handler om vores forbrug, vores uddannelsessystem eller vores kropsidealer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce