Forleden var der debat hos Brandes-selskabet i Politikens Hus (13.04.16). Under overskriften ’Ud af DF’s skygge’ var Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik til diskussion. Men selvom jeg var blevet lovet en eftermiddag med saglig debat, så var det i stedet en kroningsceremoni, jeg overværede.
Kulturradikalismens kernetropper valgte at udnævne forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen til dæmoniseringens nye dronning. Profeten for det gode, tolerancen og den rigtige måde at leve på. De gråhårede disciple i salen jublede og klappede.
LÆS ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN
Kulturradikalisterne har ellers haft svært ved at finde et nyt åndeligt overhoved. De har ledet med lys og lygte efter én, som har kunnet bære faklen videre. Jagten har været desperat – ikke mindst efter forfatteren Klaus Rifbjergs død.
Kriterierne er enkle: Du skal dæmonisere dine politiske modstandere; du skal indirekte insinuere at det kun er dig og dine åndsfæller der elsker menneskeden; og så skal du bilde folk ind, at dine indspark er hævet over den almindelige politiske debat, og at du derfor ikke behøver at forholde dig til konsekvenserne af det, du siger.
Alt i alt løftede Anne Lise Marstrand-Jørgensen sin nye rolle flot. Ritualet blev gennemført, forsamlingen jublede og beton-68'erne var tilfredse
Frederik Vad Nielsen
Marstrand-Jørgensen lever op til samtlige kriterier.
Hun forsøgte da også at løfte arven på bedste vis, til debatten i Brandes-selskabet. Det blev faktisk gjort så effektivt, at temperaturen i mine og min DSU-kammerats kinder, steg eksplosivt. Vi valgte nemlig – som de eneste ikke-rygklappere i forsamlingen – at stille spørgsmålstegn ved Anne Lise Marstrand-Jørgensens holdninger til flygtningepolitik.
Det faldt ikke i god jord.
For det første beskyldte hun mig for ikke at være en rigtig socialdemokrat – selvom hun aldrig selv har stemt på Socialdemokratiet og tydeligvis aldrig har læst en bog om partiets historie og udvikling. For det andet fremhævede hun Sverige som et forbillede, vi skulle lære af – selvom flygtninge sover under åben himmel i Sverige, volden og racismen er eksploderet og lokale velfærdsinstitutioner er ved at bryde sammen. For det tredje nægtede hun at komme med konkrete alternativer til den nuværende flygtninge- og integrationspolitik – selvom hun brugte al sin taletid på at svine den til, anklage den for at medvirke til mord og beskylde Socialdemokratiet for at gå på knæ for Dansk Folkeparti.
Alt i alt løftede Anne Lise Marstrand-Jørgensen sin nye rolle flot. Ritualet blev gennemført, forsamlingen jublede og beton-68’erne var tilfredse. Med kronen på hovedet og scepteret i hånden beviste hun, hvorfor hun fortjener at blive dæmoniseringens nye monark på den kulturradikale overfløj. Gud bevare hende.
Skriv kommentar