Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmark får ikke bugt med IS ved nu at gå i krig i Syrien

Hvis vi vil eliminere terrorisme, skal vi lære af, hvordan tidligere tiders terrorbevægelser døde ud.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I tirsdags besluttede et overvejende flertal af Folketinget at sende Danmark i krig igen. Den brede politiske opbakning til det betragtelige antal krige, vi har været involverede i siden 2001, skyldes blandt andet, at flere af krigene er blevet lanceret som den eneste måde at få bugt med terrorisme på.

Problemet er bare, at det ikke er rigtigt. Der er ikke noget historisk belæg for, at militær indgriben er den mest oplagte måde at bekæmpe terrorisme på og ej heller den eneste vej.

Ser man på, hvordan terrorbevægelser i nyere historie, men før 2001, er blevet forvandlet eller dør ud, så har den militære tilgang ikke været den mest effektive.

Der er få tilfælde, hvor brugen af militær magt har reduceret terrorgruppernes virke. Det gælder f.eks. den russiske Narodnaya-bevægelse, der var aktiv i slutningen af 1800-tallet, og den kommunistiske Shining Path-bevægelse i Peru, der var særlig aktiv i 1980’erne.

Antallet af islamistiske terrorbevægelser er steget markant siden 2001

Brugen af militære midler har i andre tilfælde forårsaget flere terrorangreb, skubbet problemet over til nabolande, øget rekrutteringsgrundlaget for terrorbevægelserne og givet bevægelserne mere magt, som det for eksempel skete efter det russiske militærs terrorbekæmpelseskampagne i Tjetjenien i 1999. Det er et lignende billede, der har tegnet sig siden 2001, hvor vi har stået med et meget mere komplekst billede end det oprindelige problem med al-Qaeda.

Antallet af islamistiske terrorbevægelser er steget markant siden 2001, hvor den vestlige koalition, herunder Danmark, begyndte at sætte lighedstegn mellem terrorbekæmpelse og militær indsats.

TRINE PERTOU MACH

Den forskning, der har undersøgt, hvordan terrorbevægelser før 2001 døde ud eller fik frataget deres oprindelige styrke, peger på nedenstående elementer. Det bemærkelsesværdige er, at efterretningstjenester, politi og politik har en større rolle at spille end den militære magtanvendelse.

- Målrettet likvidering eller anholdelse af terrorbevægelsens ledere kan svække bevægelsen.

Dette skete for det kommunistiske Shining Path, Irish Republic Army og den japanske Aum Shinrikyo-bevægelse. Likvideringen af lederne kan dog omvendt også give bevægelserne vind i sejlende, hvis de ender med at få martyrstatus.

- Bevægelsens ideologi mister relevans over tid og er ikke længere attraktiv for nye generationer.

Hvis der mangler en klar vision og klare mål, kan bevægelserne med tiden overflødiggøre sig selv.

Dette var for eksempel tilfældet for 1970’ernes anarkistiske grupper som den italianske bevægelse De Røde Brigader, den vesttyske 2. juni bevægelse, Rote Armee Fraktion, Japans Røde Armé, og den amerikanske Weatherman bevægelse.

- Bevægelsen opnår sit politiske mål.

Et af de mest bemærkelsesværdige historiske eksempler er ANC, der i 1960’erne benyttede sig af terror.

I 1990 var ANC pludselig en legitim politisk aktør, der havde fået opfyldt det, bevægelsen kæmpede for, nemlig at gøre en ende på apartheidregimet i Sydafrika.

Et andet eksempel er bevægelsen Irgun Zvai Leumi, der i 1930’erne ville etablere en selvstændig jødisk stat. Også den bevægelse stoppede sine terrorangreb, da den jødiske stat pludselig var en realitet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

- Bevægelsen bliver en del af den politiske proces bl.a. gennem forhandlinger.

Historiske eksempler inkluderer IRA’s forhandlinger med den irske og britiske regering, der førte til en aftale i 1998, fredsprocessen mellem det palæstinensiske PLO og Israel i løbet af 1990’erne, og fredsprocessen mellem de Tamilske Tigere og regeringen i Sri Lanka.

- Bevægelsen mister rekrutteringsevnen og legitimitet.

Især når terrorbevægelsernes udvælgelse af mål møder stor kritik blandt den gruppe, som de hævder at kæmpe for, kan terrorbevægelserne miste fodfæste. Det skete for eksempel, da den separatistiske bevægelse ETA mødte stor modstand fra den baskiske befolkningsgruppe i Spanien, eller da Khalistan-bevægelsen i Indien dræbte flere tusinder mennesker i løbet af 1980’erne og start 1990’erne.

SOFIE CARSTEN NIELSEN

De mest typiske årsager til den gradvise udtoning af terrorbevægelser har været den manglende ideologiske appel til nye generationer.

Udtoningen kan også ske på grund af intern splid som følge af, at dele af bevægelserne vælger at indgå i forhandlinger og deltage i den politiske proces, og af de lokale befolkningers stigende modstand mod den vold, der bliver udøvet af terrorbevægelserne.

Den brede politiske fløj, der alligevel har insisteret på, at situationen lige nu kræver akut militær involvering, ynder at portrættere sig selv som de handlekraftige, der gør noget ved problemet. Men de har nu haft 15 år til at bevise, at krig nytter noget, men uden held.

POLITIKEN MENER

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den tragiske ironi er, at et flertal af Folketinget har sendt Danmark ud i endnu en umulig krig, kun få dage efter at amerikanske forsvarsfolk har indrømmet, at problemet med al-Qaeda i Afghanistan er større end hidtil antaget. At føre konventionel krig mod bevægelser som al-Qaeda og IS, der kan kategoriseres som ’bevægelige mål’, der er svære at sætte små runde cirkler om, er ikke alene kontraproduktivt i forhold til nationens sikkerhed, da vores krigsdeltagelse øger terrortruslen mod Danmark. Krigen vil heller ikke kunne eliminere bevægelserne.

Mellemøstekspert Lars Erslev Andersen beskrev for nyligt vores tilgang til terrorbekæmpelse som en, der minder om at slå en ’muldvarpe’ i hovedet med en hammer i Tivoli - de bliver ved med at stikke hovedet frem, uanset hvor meget vi bruger hammeren. Meget tyder på, at den siddende regering har valgt at se bort fra de dynamikker, der opretholder terrorbevægelsernes rekrutteringsgrundlag, når den insisterer på, at militære operationer i Syrien vil kunne eliminere en bevægelse som IS.

Alle pile peger jo på, at de vil få fornyet ilt af vores krige, ligesom det var tilfældet med al-Qaeda.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden