Det er en myte, at Danmark har behov for nye kampfly

Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation.

Tilbage i 2007 beskrev Dansk Institut for Militære Studier »det fremtidige behov for danske kampfly«, hvilket blev pindet ud i tre overordnede modeller fordelt på antallet af fly. Mest smæld var der i luftkrigermodellen med et »væbnet diplomati« på niveau med »verdens førende luftmagter«. De danske politikere valgte naturligvis den dyreste løsning.

Men selv inden for Nato er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden lige dette militære værktøj. Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampflybesøg fra andre Nato-lande.

Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.

New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres første to svar lignede de danske, nemlig at fastholde det nuværende niveau eller at mindske det lidt. Men den aggressive luftkrigermodel blev i deres rapport byttet ud med en mere indlysende tredje mulighed: Afskaf flyvevåbnet.

Rapporten konkluderede, at selv om »eliminering af flyvevåbnet rummer militære risici«, ville »det frigøre betydelige ressourcer«. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen; at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.

New Zealand solgte derfor i 2001 sine kampfly med solid opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina – men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister.

New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak, og senest deltager i kampen mod IS. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer. Det danske forsvarsudvalg besøgte New Zealand i 2013 for at lære om denne effektivisering af de militære muligheder, men blev åbenbart ikke klogere.

Men disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet – hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. Den allerstørste del af det danske rige ligger jo højt mod nord, og her er luftrummet helt uden danske krigsfly – hvilket er en parallel til New Zealand med dets områder i Antarktis. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende.

En af den danske rapports forfattere, Henrik Ø. Breitenbauch, forklarede overraskende klogt for et par uger siden på Radio24syv, at kampfly kan stå i vejen for en fredelig udvikling med stormagterne. Ved Arktis bør Danmark »ikke militarisere eller sikkerhedsliggøre situationen« og i stedet »holde relationerne så civile som muligt« for at »fastholde situationen som noget, der ikke handler om konflikt«.

Et sådant fornuftigt og helt normalt diplomati anbefales altså for at bevare kongerigets gigantiske arktiske område, mens selve Danmark underligt nok samtidig har behov for at militarisere yderligere. Af krigsforskerens to modstridende anvisninger bør Danmark naturligvis vælge den fredeligste – mens dette fortsat er muligt.

Danmark har afsat milliarder til sikkerhedspolitik, men de foreslåede kampfly skaber ikke venner og en fredeligere verden. Klodens konflikter har i dag brug for andet og mere end endnu flere professionelle soldater og våbenplatforme.

Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden. Danmark har siden 1950’erne konsekvent deltaget udfarende og aktivistisk i verdens brændpunkter samlet med op mod 100.000 udsendte danskere.

Tidligere skete dette altid under FN’s flag og blå baretter, og vi må tilbage i dette spor. Der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning.

Et øget sikkerhedspolitisk samarbejde i Norden er nødvendigt, men vel at mærke på fredens præmisser. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk – vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.

En sådan nytænkt sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til Nato-traktatens artikel 1, hvor »deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler«.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk