Beklager, Jim Lyngvild, kineserne er ligeglade med vikinger

Ordet 'nej' findes ikke på engelsk. Brasilianerne er vilde med danske vikinger. Og de fleste russere tilhører overklassen.

Er det rigtigt? Nej, selvfølgelig ikke. Det lyder som noget vrøvl, som de fleste ville reagere på.

Men når det kommer til Kina, så kan man sige hvad som helst. Anything goes. Se for eksempel Jim Lyngvild, der tirsdag var i Aftenshowet på DR. Hvis du ved en lille smule om Kina, så vil du lære en masse nye ting af ham, som du ikke vidste i forvejen.

For eksempel fortæller Lyngvild, at 'ordet nej ikke findes på kinesisk', hvilket nok vil chokere mange af de 1,35 milliarder kinesere, at det negative præfix bu ikke længere eksisterer. Jo, der er utallige måder at sige nej på kinesisk, og kineserne gør det gerne.

I interviewet kan du også lære, at der er 800 millioner mennesker i Kina, der har samme levestandard som danskerne. Lyngvilds analyse er et opgør med et af de seneste autoritative skøn, der bygger på McKinseys tal fra 2013, som anslår middelklassen til at være på cirka 200 millioner personer. Altså noget vrøvl.

Der er mange tal for, hvor stor den kinesiske middelklasse er, for økonomerne er ikke enige om en definition på den. For hvis man ser på købekraften, så vil en person, der tjener 15.000 kroner om måneden sidde i den øvre middelklasse, hvis hun bor i en dårligt udviklet by som Wuxi i Jiangsu. Men hun vil være i middelklassens absolutte bund, hvis hun boede i for eksempel Beijing.

Lyngvild fortæller også, at kineserne 'elsker vikingekulturen'. Selv har jeg i 10 år aldrig hørt en kineser tale om vikinger.

Mange har til gengæld hørt om H. C. Andersen. Nogle har også hørt, at han kommer fra et europæisk land, der hedder Danmark (hvis befolkning på 5,5 millioner mennesker i øvrigt er så lille, at der er mere end 80 kinesiske byer, som er større). Men her stopper deres viden normalt også. Enkelte nævner dog Laudrup og badminton, men vikinger har jeg aldrig hørt nogen tale om.

Derfor er det da sjovt at høre i Aftenshowet, hvordan kineserne er vilde med vikingetiden. Der er da også god grund til, at de 1,35 milliarder kinesere er opslugte i vikingerne. Især hvis man sammenligner med deres egen historie.

Eksempelvis fordi man fra cirka år 0 kan gå tilbage i den kinesiske kejsers bogholderi og se, hvor meget toiletpapir hoffet brugte. På samme tid sad dansken og tumlede rundt i jernalderen. Det vil imponere mange kinesere.

900 år senere sidder samme dansken - nu som viking - så og hugger runer i Jellingestenen, mens kineserne har skrevet på papir siden 200 f.kr. Også imponerende.

Mange kinesere vil sikkert også finde den korte vikingetid interessant, når de hører, at det var en hær på flere hundrede vikinger, der hærgede England og Nordeuropa. Jo, jo, vissevasse, for eksempel kommandør An Lushan havde 164.000 soldater under sig i midten af 700-tallet, men alligevel. På den tid havde det daværende Kina i øvrigt en befolkning på cirka 80 millioner indbyggere.

Sagt på en anden måde - kinesernes historie strækker sig over et par tusind år, hvor det i langt det meste af tiden var både verdens folkerigeste nation og klodens største økonomi. Kina hedder Zhongguo på kinesisk, og det betyder Riget i Centrum. Og i den kontekst er den danske vikingetid for kineserne et blip på radaren. Der skal noget til at imponere dem.

Mange kinesere vil også trække på skuldrene af, at Lyngvild kan spore sin slægt tilbage til engang under Harald Blåtand. Det er noget, som 'kinesere ikke kan på samme måde', siger Lyngvild.

Det burde nogen fortælle for eksempel efterkommerne af Confucius, når de næste gang mødes for at fejre deres berømte forfader, der har fødselsdag den 28. september 551 f. kr. Eller de kinesiske familier i det hele taget, som er kendte for at have detaljerede stamtræer.

Dermed viser han, at han ikke har forstået noget så grundlæggende kinesisk om, hvor vigtig en institution familien og slægten er.

Ifølge oplægget på DR er Lyngvild ved at være en mediedarling i Kina. Men hvis man laver en søgning på kinesisk på Baidu, der er Kinas svar på Google, så lader det dog til, at de cirka 3.300 lokale, regionale og nationale tv-kanaler, samt 2.600 radiostationer og 1.900 aviser i Kina har glemt at omtale danskeren. Nogen bør gøre dem opmærksomme på, at danskeren er berømt i Kina.

Set fra Kina er Danmark en meget lille plet, der ligger utroligt langt væk, og har ringe betydning for kineserne. Vi tror, at vi er verdensmestre, og at hele verden kigger på os - jeg beklager, men sådan er det ikke. Tværtimod betyder det, at vi synker længere ned i vores selvfedme og ikke forstår, at man faktisk kan lære noget af verden derude.

Og vi er 2016. Efter en pause på en 150 års tid som global svækling, er Kina på vej til igen at få en politisk magt, der følger med det at være verdens mest folkerige nation. Det er på tide, at danskerne forstår det, og at vi forholder os til den store nation. For det har også betydning for Danmark - miner i Grønland, miljø, shippingruter, handel, menneskerettigheder - hvad 1,35 milliarder mennesker går og laver, selvom de bor på den anden side af kloden.

Og det gør vi ikke, når vi bliver ved med at lukke vrøvl ud som Lyngvild i Aftenshowet, hvor der ikke er journalister, der kan forholde sig kritisk til de kilder, som de interviewer.