Jeg elsker at være på Roskilde Festival. Musikken, festen og de mange glade mennesker er et af årets højdepunkter for mig. Men jeg hader, når tissetrangen melder sig, efter de første fadøl er røget ned. For der er alt for få toiletter og alenlange køer for alle os, der ikke bare stiller os op af et hegn og strinter, når det passer os.
Derfor jubler jeg henrykt, da jeg opdager, at der er kommet mange flere pigepissoirer på festivalpladsen i år. Et kærkomment initiativ fra festivalens side med et afskærmet område, hvor man kan sætte sig i skjul bag en træplade og en høj mur bagtil og lade vandet ned i et dertil indrettet afløb.


