Læge og forfatter Svend Lings kritiserer Det Etiske Råd for flere ting i et indlæg i Politiken 24.10.
Omdrejningspunktet for kritikken er, at lukkede møder ikke harmonerer med Det Etiske Råds hovedformål, nemlig at kvalificere debatten om vanskelige etiske spørgsmål. Møderne bør i stedet være åbne, mener Svend Lings.
Det Etiske Råds møder forbliver dog lukkede netop for at kunne kvalificere debatten om vanskelige spørgsmål.
Spørgsmål om f.eks. aktiv dødshjælp, abort eller organdonation har stor betydning for de berørte. Det er derfor vigtigt, at rådet kan behandle og diskutere emnerne grundigt. Det indebærer også, at der skal være plads til at afprøve holdninger, blive klogere og skifte mening undervejs.
Argumenterne bliver til gengæld stående for eftertiden og er en grundpille i rådets arbejde, uanset hvilke medlemmer der udgør rådet
Rådsmedlemmerne er sjældent eksperter på de områder, der diskuteres, da rådet rummer en bred sammensætning af forskellige faggrupper og lægfolk.
Netop derfor bliver rådsmedlemmernes holdninger til et givent emne udfordret, nuanceret og afklaret undervejs i arbejdet med etiske spørgsmål. Et arbejde, der ofte strækker sig over halve og hele år.
Her inddrager rådet førende eksperter på de relevante områder samt praktikere, patienter og pårørende for at få indblik i den nyeste viden og forskning på området samt mulige etiske udfordringer for såvel samfund som individ.
Åbne møder kan desuden gøre det vanskeligt for rådsmedlemmerne at turde ytre holdninger, som ikke er gennemprøvede, eller som de ikke er 100 procent afklaret omkring.
Svend Lings skriver, at møderne bør være åbne for offentligheden, så vi alle på demokratisk vis kan få indblik i argumenterne og forstå præmisserne for rådets udtalelser og politikernes beslutninger.
Politikernes beslutninger står politikerne selv for, men argumenterne og præmisserne for rådets udtalelser fremgår altid tydeligt, når udtalelsen afgives, og ligger altid tilgængelige på rådets hjemmeside.
De konkrete anbefalinger vil afhænge af de medlemmer, der sidder i rådet på det givne tidspunkt. Argumenterne bliver til gengæld stående for eftertiden og er en grundpille i rådets arbejde, uanset hvilke medlemmer der udgør rådet.
Svend Lings skriver videre, at rådet gennem mange år fungerede underligt tilbagetrukket med lukkede møder og enstemmige udtalelser, som om det var en politisk komité i Østeuropa.
Hvordan politiske komitéer i Østeuropa fungerer, skal vi afholde os fra at blande os i. Men rådets udtalelser er yderst sjældent enstemmige.
Enstemmige vedtagelser kan igennem rådets 30-årige historie tælles på én hånd.
Vi diskuterer vanskelige etiske spørgsmål, som bunder i forskellige værdier for menneskeliv, natur og samfund. Det er derfor svært at ramme én anbefaling, som alle 17 rådsmedlemmer bakker op om, og det er heller ikke meningen.
Vi skal sikre, at alle relevante argumenter bliver bragt i spil, så Folketinget kan træffe politiske beslutninger, der baserer sig på et gennemarbejdet etisk fundament.
Men vi mener ikke, det er rigtigt, når Svend Lings skriver, at folketingsmedlemmer vil kunne undgå konfrontation med kritiske vælgere under henvisning til rådets udtalelser.
Folketingsmedlemmer undgår næppe kritik, hvis de blindt følger rådets anbefalinger, og rådet anbefaler yderst sjældent én løsning. Derfor vil folketingspolitikerne altid skulle stå på mål for deres politiske beslutninger.
Skriv kommentar