I en uge, hvor S og SF fredede efterlønnen, angreb den tidligere konservative leder, Hans Engell, de borgerliges »usympatiske jagt på efterlønnere«. Men Hans Engell - afskaffelse af efterlønnen er jo dit gamle partis store mærkesag? »Selv om jeg har været hos de konservative, har jeg aldrig været fortaler for at afskaffe efterlønnen. Tværtimod er det en fornuftig ordning, fordi der findes en stor gruppe af nedslidte arbejdere«. Du har været en slags mentor for den konservative leder Lene Espersen. Er det her angreb ikke lidt af et dolkestød på hende? »Jeg har ikke været medlem af partiet i 10 år. Lene ved godt, at jeg har mine meninger, og hun har sine. Og hvis hun ikke kan finde ud af det, så må hun jo tage en ekstra ferie«. Hvad får dig til at reagere nu? »Debatten om efterlønnen er blevet utrolig skinger. Det, der især generer mig, er dem, som nærmest beskylder efterlønnerne for at være ansvarlige for landets økonomiske problemer. Det er det, som får mig til at trække pistolen«. Hvem, ud over dine egne tidligere partivenner, er de folk, du angriber?
»Det er hele det økonomiske parnas. Folk fra læreanstalterne, erhvervslivet, Cepos, medierne og ikke mindst efterlønshaderne hos de radikale og de konservative. Ingen af dem ville drømme om at leve af efterlønnens maksimum på 190.000 om året. De ville simpelthen dø af sult og være tvunget til at forlade deres huse. Og samtidig mener de, at en fjernelse af efterlønnen vil føre til redningen af dansk økonomi«. Men de har vel ret i, at efterlønnen er et problem for dansk økonomi? »Hvis nogen påstår, at Danmarks økonomiske hovedproblem i dag og i de kommende år består i efterlønsordningen, så er det helt ved siden af. De har stirret sig blinde på efterlønnen som svaret på alle vores udfordringer«. Hvad er vores virkelige udfordringer? »Vi mister tusindvis af arbejdspladser til udlandet, investeringerne forsvinder væk fra Danmark, og opbygningen af viden foregår stort set alle andre steder end her. Og hvad gør vi med de titusinder af unge mennesker, som ikke får en ordentlig skoleuddannelse, som ikke kan få praktikpladser, som ikke kan få arbejde?«. Efterlønsordningen koster 23 milliarder om året. Det er vel ikke et ubetydeligt beløb, der kan spares? »Der er et billede af, at en stor del af efterlønsmodtagerne er golfspillende bekvemmelighedsflygtninge, som render rundt og hygger sig i Rungsted Golfklub for en ekstremt høj efterløn. Men der er altså kun 65 tandlæger og 47 læger på ordningen«. »Efterlønnerne er folk med hårdt fysisk eller psykisk arbejde. Jeg har selv mødt mange af dem gennem foredrag i fagforbundene«. Men det er jo stadig 23 milliarder? »Nej, det er det så langtfra. 35-40 procent af efterlønnerne ville være på andre offentlige ydelser, fordi de er for nedslidte«. 43 procent af efterlønnerne fra Dansk Metalforbund anfører ekstra fritid som hovedårsag til at gå på efterløn. Skal vi virkelig betale for det i en økonomisk krise? »Det, rapporterne viser, er, at en stor del af efterlønnere går på efterløn, fordi de ikke er efterspurgte på de arbejdspladser, hvor de er. Har man det godt et sted, får en god løn og er ved godt helbred, så er det trods alt de færreste, der vælger efterlønnen«. Bør vi ikke bare rette efterlønnen mod de nedslidte og lade resten fortsætte på arbejdsmarkedet? »Der er ingen, heller ikke mig, LO eller SF, som afviser, at der kan være behov for små justeringer af efterlønnen, når man kigger det hele igennem. Men en afskaffelse af efterlønnen løser så langtfra landets problemer, som det økonomiske parnas påstår«.
