Tillid. Det er et lille ord på seks bogstaver, men det er også det kit, der holder sammen på den skrøbelige velfærdsmodel og gør hele forskellen. Særlig vigtig er danskernes tillid til, at de, der driver pengene ind, har styr på dem. Hvis den tillid smuldrer, fordi de stærke får lov til at snyde og løbe fra regningen, så smuldrer opbakningen til en unik samfundsmodel, som verden beundrede i 2016.
Det er desværre denne tillid, politikerne næsten har gamblet væk med den endeløse række af skandaler i Skat, der har været i de senere år. Og som bare fortsatte i 2016.

