Vi kunne være gået ind i et år, hvor vi havde fået USA’s første kvindelige præsident. Altså en kvinde til at flyve rundt på hangarskibe og sige mission accomplished og hele tiden have en officer i hælene med koderne til det nukleare ragnarok. Sådan gik det som bekendt ikke. Da det kom til stykket, var de amerikanske vælgere ikke parat til at bryde det højeste glasloft. Bliver de nogensinde det? Ja, naturligvis. Spørgsmålet er derfor ikke så meget hvornår, som hvad det er, der skal til. Altså hvad kræver det af en kvinde at komme helt til tops, ikke bare i USA, men også i andre vestlige demokratier som Danmark, Frankrig, Holland osv., hvor det ikke rækker at hedde Bhutto, Ghandi eller Aquino til efternavn.
Det er et horribelt kompliceret spørgsmål. På den ene side ved vi, at vælgerne uden at krydse fingrene på ryggen mener, at de vil acceptere en kvindelig leder. I hvert fald i meningsmålingernes kaleidoskopiske univers. Det handler bare om at finde den rette kvinde med de rette kompetencer og holdninger. På den anden side kan vi så se, at det tilsyneladende er meget, meget sjældent, at den rette kvinde er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Hillary Clinton, der på enhver tænkelige måde er mere kapabel som præsident end Donald Trump, var i hvert fald ikke. Hvor uheldig kan man være. Hmm.
