Gennem foreløbig seks klummer har vi nu forsøgt at genrejse, nyfortolke og modernisere kulturradikalismen. Vi synes selv, det er gået rimeligt godt, men må nok erkende, at vi ikke har set det brede, ny-moderne gennembrud, som vi havde håbet på. Men her står vi så alligevel i januars spæde, nye, erotisk-buttede kalendermåned. Og kender I det? Det virker lidt som om, at alting sker ret så meget i verden pt? Det virker også som om, at der er byttet op og ned på 'de gode' og 'de onde', og er der noget, der gør os utrygge som Politikens kernesegment, så er det det.
Hvad skal vi stille op med en DR-korrespondent, der fragter rideheste over Atlanten på licensbetalernes regning? Eller Rusland der truer Donald Trump med hævnporno? Mandesagsforkæmperen Anne Sophia Hermansen forsvarer pludselig andre kvinder. Socialdemokraten Mette Frederiksen er ligeglad med 500 menneskeliv. Journalisterne på Berlingske hylder kronprinsesse Mary med 100.000 kr. for at være en god socialarbejder. Ole Bornedal har lavet en komediefilm. Dansk rap er reduceret til Pattesutter og 'Nede Mette'. Inger Støjberg er årets debattør.
