Digt fra en psykisk sårbar: Jeg har brug for at blive behandlet almindeligt

Lyt til artiklen

'Lige ved dyrene i zoo'

/

Lige ved dyrene i zoo

Ligger den lukkede i Aalborg

En lindrende kendsgerning

/

Man kan høre elefanterne

Som var vi på savannen

Eller måske netop fordi vi ikke er det

/

Vi er lukket inde

Men det er de også

/

De siger, du bor i Ballerup

Jeg troede, jeg boede på Nørrebro

Ja, det kan godt være, det er sådan i din verden

Men du bor i Ballerup

/

De spørger mig om ting

Hvad der gør mig utryg

Jeg fortæller om en elsker

Der havde optaget sine erobringer

Hemmeligt

/

Og at jeg sagde til ham:

Hvis du gør det mod mig

Skærer jeg pikken af dig

/

De kigger ned

og virker skræmte

Som havde jeg sagt

Jeg ville skære pikken af dem

/

Hent dine ting

Du skal pakke

Du skal flyttes til afdelingen i Ballerup

/

Men der hører jeg ikke til

Prøver jeg

Det ville være en fejl

Nej, du skal ikke blande dig i vores arbejde

Vi ved, hvad der er bedst for dig

/

Jamen jeg får besøg

Af min veninde

Det eneste velkendte sæt øjne i dagevis

/

Vi har allerede bestilt din bil

Du skal afsted om en time

Du bor på Nørrebro

Du skal på Bispebjerg

Jeg troede, jeg boede her lige nu

/

Siger farvel til dyrene

Jeg er bange

Jeg tør ikke køre med chaufføren

Kender ikke stedet jeg skal hen

Kan min veninde rejse med

/

Nej, nu skal jeg stoppe med at sætte krav

Og komme ud herfra

Det er også meget bedre for mig

Ikke at være her

/

Den søde mørkhårede ADHD-pige bliver hele tiden lagt i spændetrøje

Jeg hører hende prøve at fortælle dem, hvad hun har brug for

De sætter imaginært tape på kroppen af hende med et stort kryds

Vi ved, hvad der er bedst for dig

/

Jeg har brug for at blive behandlet almindeligt

Som en normal person

/

I bilen er jeg pludselig sulten

Og spørger chaufføren om mad

Har du penge, kan jeg holde ind på en tank

/

Jeg har brugt alle mine penge

Som jeg altid gør

Og det er flovt at indrømme, at jeg ikke har nogen

Så er sulten hele vejen fra Aalborg

/

På Bispebjerg siger de:

Du skal til Gentofte

Her er bare en modtagelse

Det er meget bedre for dig at komme derhen

Det vil du forstå, når du er der

/

Finder en

Jeg stoler på i tv-stuen

Og fortæller, hvor frustreret jeg er

/

En kær veninde kommer på besøg

Gudskelov

Har ikke set nogen, jeg kender i fem dage nu

/

De siger, jeg nok skal blive her

Lidt længere

/

Men jeg skal passe mit arbejde

Hvilket jeg gør på min stue fra min bærbare

Tør ikke bruge deres internet

Fordi jeg er paranoid

/

Jeg skal til eksamen

Med tre andre

Kan ikke bare svigte dem

/

Jeg får lov til at tage hjem

Fordi overlægen siger, det kan jeg godt klare

Hun har ret

Hun er dygtig

/

De havde ret

Nogle af dem

Christine Rytter, journalist

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her