0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
JR RDH/AP
Foto: JR RDH/AP

Malala Yousafzai for nogle år siden.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Khaterah Parwani: Ville vi afvise Malala ved grænsen?

Danmarks hjemsendelse af afghanske piger er rystende. For i mit mødreland, Afghanistan, er en kvinde ikke et menneske, men en ejendom.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kan du huske nobelprismodtageren Malala Yousafzai? Børneaktivisten, som voksede op i Swatdalen og blev en verdensstemme for pigers ret til uddannelse? Pigen, der var villig til at risikere sit eget liv for den kamp og endte med at blive skudt? Pludselig stod hele den vestlige verden forført af hendes principfasthed, og en række lande stod endda klar med åben invitation om asyl. ’Selvfølgelig’, tænkte Vesten, ’hendes kamp er forenelig med vestlige principper’.

Hvad mon der var sket, hvis Malala ikke havde risikeret sit liv, men i stedet havde valgt at flygte med sin familie til Europa – til Danmark? Jeg spørger nu, hvor danske myndigheder afviser og sender afghanske piger tilbage til Afghanistan. I visse tilfælde efter flere års ophold i Danmark.

Når jeg besøger Afghanistan, har jeg visse privilegier, fordi jeg har familiemedlemmer i Kabul. På trods af disse privilegier reduceres jeg hvert minut. Jeg er nemlig kvinde, så der er konstant noget, jeg ikke må sige, noget, jeg ikke må spørge om, noget, jeg ikke må gøre. Jeg skal være opmærksom på mit tøj, mit ansigtsudtryk, hvordan jeg sidder og rejser mig, og jeg skal huske, at jeg ikke bare må gå en tur alene. Jeg skal adlyde det modsatte køn og finde mig i, at selv vold er legitimt, hvis jeg skulle være så uforskammet at sige fra. Jeg skal finde mig i at passere kvinder i markedet, der bliver slået, mens politiet står to meter derfra. Kvinden er ikke et menneske, men en ejendom.

I Afghanistan er kvinden ikke et menneske, men en ejendom

For nogle uger siden mødte jeg en afghansk flygtningepige i Grand Teatret. Hun hed ikke Malala, men Rokhsar Sediqi og er 16 år. Vi havde ikke kun de afghanske rødder tilfælles, men også en fortid, hvor vi aldrig rigtig nåede at være børn.

For nogen tid siden modtog familien Sediqi brev om afslag og konsekvenspåmindelse om hjemsendelse. Dette, på trods af at Rokhsar kom til Danmark for seks år siden, og at de danske myndigheder har svigtet barnets tarv ved at placere deres arbejdspligter på hendes små skuldre.

I de seks år har Rokhsar nemlig stået med et byrdefuldt ansvar, hvor hun har varetaget opgaver, som forvaltningsretten forpligter offentligt ansatte til: I seks år har hun vekslet mellem at være en helt almindelig teenager og en overbebyrdet voksen, der skal oversætte alle udefrakommende danske breve, tage sig af alle opkald til danske kontorer og tage med alle familiemedlemmer til møder med kommunen, Udlændingestyrelsen, lægen, skolen osv.

Forestil dig, at være talerør mellem din familie og samfundet omkring jer. At du er budbringeren på de værste nyheder – om det er afslag på asyl eller at fortælle din far eller mor, hvis de er alvorligt syge. Eller når du skal udfylde lægelige spørgeskemaer, på vegne af dine forældre, og der så står spørgsmål til alt fra sexliv til depressioner.

Forestil dig, at være talerør mellem din familie og samfundet omkring jer. At du er budbringeren på de værste nyheder

Jeg husker utallige situationer, hvor jeg kunne have skånet mine forældre, så de bevarede lidt privatliv og derfor lidt værdighed, ligesom jeg husker utallige situationer, hvor jeg ønskede, at nogen skånede mig som budbringeren. Man bliver tvunget til at blive voksen, allermest fordi man bærer på alle hjemmets bekymringer på en gang.

Annonce

I snart to generationer har myndighederne placeret ansvaret for deres forvaltningsretlige oplysningspligt og vejledningspligt på flygtningebørn og på børn og unge med dansk statsborgerskab. Det skete hverken dengang for mig – og det sker heller ikke i dag. Den dag i dag springer man elegant barnets tarv over, så snart flygtningesager skal behandles.

Rokhsar er nu holdt op med at gå i skole. Hun er brudt sammen og har tabt sig 10 kg på bekymrende kort tid. De sidste par måneder har hun været i landsdækkende medier, hvor hun bønfalder udmattet om at få lov til at være et barn.

Kære myndigheder. Vi er en generation af efterkommere, der kræver, at I lever op til at varetage barnets tarv. I skal respektere vores forældres privatliv og respektere, at vi har krav på barndommens uskyld. I skal leve op til de retlige pligter og ikke placere jeres arbejdsbyrde på os børn.

I kan begynde med at beskytte Rokhsars tarv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?